FDM advarer: Vi ser jævnligt snyd på slutsedler fra bilforhandlere

Tekst: David Abildgaard.

GRIBSKOV: Man skal passe på, når man modtager en slutseddel fra en brugtvognsforhandler. Sådan lyder beskeden fra FDM, der blandt andet oplever, at mange forhandlere stadig sælger biler “som beset”, hvilket har været ulovligt i mere end 18 år.

– Vi ser det jævnligt på den ene eller anden måde; blandt andet ved at forhandleren skriver, at den købes “som beset”, hvilket har været ulovligt i 18 år. For bilforhandleren er håbet, at køber accepterer, at han ikke kan klage og dermed slipper sælger for en udgift til at reparere bilen i henhold til købeloven, forklarer Casper Schadt, advokat i FDM.

RELATERET LÆSNING: Lokal bilforhandler meldt til politiet: Stjal 175.000 kroner fra kunde

Så det kan svare sig at gå sin slutseddel efter med en tættekam, når det gælder om at sikre sig, at man ikke køber bilen i sækken.

– Vi ser, at der er en hensigt bag, når en virksomhed ikke angiver helt sig selv på slutsedlen. Det kan være en fejl men det sker også for at gøre det mere vanskeligt for kunderne at klage, forklarer Casper Schadt og peger på, at en forhandler – som man har set med Damhus Biler ApS, vælger at sætte et andet CVR-nummer på end den forretning, som kunden tror han har handlet med.

Snyd med CVR-numre
Og det kan blive svært at gennemskue fuskeriet, når alle andre oplysninger, selv firmalogoet er af bilforhandleren.

– Det er i sidste ende CVR-nummeret, man indgår aftalen med, men man kan altså ikke komme uden om systemet ved at skrive oplysninger, der ikke er korrekt. Men har man en kopi af en annonce, hvor der står, at den annonceres til salg, så er det en stærk indikation af, hvem sælger er, understreger advokaten.

At sælge en bil som beset er i øvrigt tilladt mellem to private sælgere og mellem to virksomheder. I et vist omfang, for der er stadig regler at overholde i forhold til købe- og aftaleloven.

Og er man i tvivl, kan man altid ringe til FDM – også selv om man ikke allerede er medlem.

– Vi har åbnet op for, at man også kan kontakte os, selv om man ikke er medlem. Så skal man bare melde sig ind, forklarer han og oplyser, at de kun kan hjælpe såfremt handlen er med en forhandler og ikke en privatperson.

Forhandlere sælger som private
Og det er et andet kneb, man skal være opmærksom på. Nogle forhandlere forsøger at sælge bilen som privatpersoner uden at kunden er klar over det.

– Vi ser, at forhandlere forsøger at komme uden om købeloven ved at lave en slutseddel, som ligner, at der er foregået en privat handel. Men sker det for at komme uden om købeloven, så går vi normalt ind i den slag sager. Og har man for eksempel en annonce på bilen fra samme forhandler, og viser det sig, at den ejes privat, så er det som regel at betragte som ren omgåelse, forklarer han

– Man skal kunne dokumentere, at man har været privat ejer af bilen i en længere periode. Og en forhandler, der sælger som privat, går som regel ikke.

Skulle du sidde med en slutseddel på en handel, der er købt som beset, så er der stadig klagemuligheder.

– Man kan se bort fra slutsedlen og klage på samme vilkår, som stod det ikke i slutsedlen. Såfremt sælger vælger ikke at påtage sig forpligtelsen at reparere uden beregning, så kan man kræve at handlen går tilbage.

Nægter forhandleren fortsat, så gælder det om at ringe til FDM eller selv tage kampen op, for eksempel ved at sende en klage til det rette ankenævn.

Enslydende firmaer gør det svært at klage
Og så er der problemet med forhandlere, der opretter flere enslydende virksomheder, som man også ser det med virksomhederne på Bomose Alle 13 i Helsinge, hvor Damhus Biler har til huse.

– det sker ofte for at sløre, hvem man har handlet bilen med; for at gøre det mere vanskeligt for køber at finde ud af, hvem man skal rette kravet mod. Man skal selv som klager anføre hvem modparten er, og det kan være en udfordring, hvis personen er ansvarlig for en lang række virksomheder. For det er kun den virksomhed, som man har handlet med, som man kan klage over, forklarer Casper Schadt fra FDM.

– Nogle virksomheder kan desuden gå konkurs i mellemtiden og så er det jo et spørgsmål, om man så har indgået en aftale, når firmaet ikke findes, slutter han og oplyser, at han heller ikke kan udelukke, at der ligger et skatteteknisk fidus bag nogle af finterne.

Giv din mening til kende: