(Foto: Genrefoto. Tekst: Presse/Siff Camilla Kingod.)

GRÆSTED: Tirsdag den 18. december er der fernisering på Frivilligcenter Græsted. Her kan du opleve værker af den lokale billedkunstner Jørgen Flyr.

– Mit kunstneriske forbillede er Asger Jorn, hvis farveglæde jeg synes er smittende. Jeg deler også hans rejseglæde. Selv har jeg især været inspireret af rejser til Cuba, hvor jeg har oplevet både mennesker og naturen, fået vitaliteten ind under huden, siger Jørgen Flyr, der altid medtager skitseblokken på sine rejser.

Jørgen Flyr er, som sit kunstneriske forbillede, Asger Jorn, glad for farver. Flyrs værker udstilles i Græsted Frivilligcenter fra den 18. december. (Foto: Presse. Tekst: Siff Camilla Kingod.)

Jørgen Flyr har en baggrund som lærer, hvor han blandt andet har undervist i billedkunst. Han er autodidakt kunstner og har suppleret sin kunstneriske dannelse med kurser på forskellige kunsthøjskoler. Han betragter billedkunsten som en hobby.

Jørgen Flyr arbejder intuitivt, og ofte udvikler billedet sig overraskende i skabelsesprocessen:

– Fantasien er for mig udgangspunktet, en begyndelse der ofte forandrer sig undervejs, siger kunstneren, der lader pensel og farver vise vejen. Det endelige resultat overlader han gerne til beskueren at fortolke på egen hånd.

Alle er velkomne til ferniseringen, der er arrangeret af kunstudvalget i Frivilligcenter Græsted.

TID: Tirsdag den 18. december, klokken 16.00-17.30.
STED: Frivillligcenter Græsted, Holtvej 8, 3230 Græsted.
Entré: Gratis.

 

Giv din mening til kende: