GILLELEJE: Kom til fernisering den 23. marts kl. 16 i Kulturhavn Gilleleje i gallerigangen med glaskunstner Darryle Hinz.

Darryle Hinz har været en stor del af bybilledet i Gilleleje i mange år og har sammen med Anja Kjær drevet et glasværksted fra 1990-2001 i den gamle toldbygning på Gilleleje Havn.

Darryle Hinz tilbragte ungdommen i Californien, hvor han så kunstneriske muligheder i at lave kunst med farverigt transparent materiale. Efter at have studeret glaskunst i USA og Sverige, været gæstelærer ved Royal College of Art i London, åbnede han glasblæserværksted i Snogebæk på Bornholm.

Herefter arbejdede han som lærer på Danmarks Designskole, hvor han mødte og dannede par med Anja Kjær, som var en af hans elever. Sammen etablerede de glasværksted i København, og derefter gik turen til Gilleleje, hvor de har lavet mange designs for Kastrup Holmegaard Glas og italienske Venini.

Efter en alvorlig kulilteforgiftning i 2005 har han dog ikke kunnet lave glas mere, og har i stedet slået sig på billedkunsten. Han både maler og laver collager i forskellige materialer.

I Kulturhavn Gilleleje vises et lille udvalg af de arbejder, som Darryle Hinz har lavet gennem årene, både glas, malerier og pastel-kridttegninger, som er udført inden for de sidste tre år.

Darryle Hinz arbejder hver uge hos billedkunstneren Eva Tworek i Gilleleje. Han tager udgangspunkt i sin egen glaskunst, som han lavede før sit ulykkestilfælde, og overfører ideerne til maleriet.

TID: Fernisering 23. marts kl. 16. Udstillingen varer til 6. maj 2018.
STED: Kulturhavn Gilleleje i gallerigangen.
ENTRE: Gratis.