Festivalformand: Der er intet unormalt her

Tekst: David Abildgaard. Foto: Presse/Musik I Lejet.

(Pressefoto/Pressemeddelelse: Musik i Lejet)

TISVILDELEJE: Formanden for Musik I Lejet, Lars Thykier, ser intet galt i den måde, salget af alkohol er kanaliseret over i de to stifteres eget firma Festival Service ApS. – Vi tør ikke selv tage risikoen, forklarer han uden dog at kunne oplyse, hvor stor risikoen er.

Festivalen Musik I lejet løber kun knap og nap rundt til trods for, at tusindvis af gæster står klar ved billetlugerne for at nappe samtlige billetter samme dag, de kommer til salg. En af årsagerne er, at en stor del af omsætningen for salg af alkohol på pladsen under de tre dages festligheder slet ikke figurerer på foreningens regnskaber; et salg som ellers ville kunne indbringe millioner af kroner til kommunens foreningsliv.

Vi har talt med formanden for Musik I Lejet, Lars Thykier, der i sit daglige virke er administrerende direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, for at høre hvordan det hele hænger sammen.

Regnskabet

Hej Lars, jeg kan ikke finde regnskabet for Musik I Lejet for 2017.

Lars Thykier (tv). Foto: Presse/DRF

– Det ligger klart snart. Vi skal have afklaret med Skat, om vi er momsfritaget eller ej. Det betyder ret meget, for skal vi betale moms, så har vi en omsætning på ca. 10 mio., og det er mange penge, der pludselig skal betales.

Ok. Og hvis de ikke godkender?

– Det er et meget kompliceret regnskab, men netto vil det flytte et hundredetusinde stort beløb. Men vi regner selvfølgelig med, at godkendelsen kommer igennem ligesom tidligere år.

Hvilken betydning får det for overskuddet?

– Vi ved, at der kommer en ganske pæn sum til uddeling, som det ser ud nu. Men den er væk, hvis det er sådan, at vi skal til at betale moms.

Når vi ikke kan se regnskabet for sidste år, kan du så fortælle os, hvad omsætningen blev i forhold til 16?

– Samme niveau, lidt mindre, men det er lige deromkring. Jeg har ikke det præcise tal lige nu, men den er ikke omsætningsmæssig tungere end 2016.

Hvad skyldes det?

– At vejret var dårligere. Det regnede desværre en del sidste år. Men det er kun marginalt mindre, så det er jeg ikke bekymret for.

LÆS OGSÅ: Non-profit? Stiftere står til at score kassen på Musik i Lejet

Alkoholsalget

Hvor figurerer salg af alkohol i regnskabet? Når man indregner entré-indtægterne, så er det jo en stor del af den samlede omsætning.

– Det er jo fordi, at noget af det ligger ude. Vi har foodtruck og eksterne barer, og det går ikke ind i vores regnskaber. De afregner bare til os for at have en stadeplads. Hvis burgerbaren omsætter for et højt beløb, så får vi ikke glæde af det. Det samme har baren, så generelt er der ikke en proportional indtjening.

Hvem har så salget af alkohol?

– Det afhænger meget af, hvad det er. Det kommer an på om det er den lokale vinforretning eller øl eller sprit eller… Det er afhængigt af typen af alkohol.

Reservebanken

Der er noget, der hedder komiteen for Kultur i Lejet. Hvad er deres rolle?

– Deres rolle er at være en bank i tilfælde af, at det går galt. Vi har meget lidt omtale, men der er et par barer for at få lidt penge ind som en sikkerhed for, hvis der kommer en ‘rainy day’. Det var vores advokat, der sagde, at vi bliver nødt til at tænke i de baner, hvis der kommer fks. den momssag som vi talte om tidligere.

Hvor mange penge er der så i den reservebank?

– Jeg kan ikke huske, om der står 1,3-1,6 millioner. Mellem en og to millioner. Men det er et separat setup med egen bestyrelse, så det er ikke fordi jeg ikke vil give dig tallene, men de ligger derovre.

Festival Service?

Hvad er så den aftale i har med Festival Service ApS? Jeg kan se, at de to brødre har det her firma.

– Det er rigtigt. De leverer vores pladsplanlægning og til dels noget af barerne. Det er en længere forklaring, men det er dem der leverer musikplanlægning. Det er den ene del. Det andet er, at de står for at producere pladsen, fra parkeringspladsen og til festivalpladsen.

Regnskab, Musik I Lejet 15/16.

Er det den post, der hedder festivalplads på regnskabet?

– Ja. Og som desværre er blevet dyrere og dyrere.

Kan jeg få udspecificeret hvad de 4,3 millioner kroner er gået til?

– Vi har dem ikke udspecificeret til ekstern brug. Der kan jo sidde nogle konkurrenter og kigge i de tal. Det er vi ikke interesseret i. Men alt hvad der går ind under sceneproduktion, det er renovation, toiletforhold, telte, byggemaskiner og meget mere. Så der er rigtig mange ting, og det bliver endnu dyrere i år, for vi vil gerne gøre det endnu bedre.

Non-profit?

I skriver, at det er en non-profit festival. Der vil jeg gerne helt præcist vide, hvor mange penge er der i det alkoholsalg, som så ikke ryger ind i det festivalens regnskab?

– Det har vi jo faktisk ikke indsigt i. Foreningen udliciterer jo de her opgaver.

Hvad er fidusen i det? Festivalen går jo glip af en stor indtægt på alkoholsalget?

– Nej, det gør vi nemlig ikke. Der er også en stor risiko, for sælger man ikke det, man havde regnet med, og brænder inde med det, så kan vi ikke bruge det til næste års festival. Og jeg vil ikke have en risiko for, at vi sætter buen for stramt. Derfor har vi lagt nogle af de her ting ud. Og det kan godt være, at nogle tjener penge på det. Og tillykke med det. Til gengæld ved vi, hvad vi har med at gøre.

RELATERET LÆSNING: Royal og Carlsberg til festivalformand: Hvilken risiko?

Der er jo nogen, der er villige til at løbe den risiko? Er i ikke for forsigtige. Hvis man går ud fra, at en festival gæst bruger i gennemsnit for 500 kroner om dagen på drikkevarer, så er det en omsætning på ca. 5 millioner kroner hver dag.

– Det er for højt. Jeg kender dog ikke tallene fra andre festivaller.

Det er fint, hvis du kan komme med runde tal.

– Du skal huske, at der også er gamle og unge, der ikke drikker alkohol.

Ok. Hvad så med salg af kaffe, vand og sodavand? Hvor ligger det?

– Ja ok, nu bliver det meget detaljeret. Der ligger faktisk noget kaffesalg i baren Coffee Lounge, hvor den generer noget indtægt til os. Det er en eller anden bar, men jeg kan ikke huske, om den ligger i komiteen eller festivalen. Det skal jeg lige have undersøgt.

Hvad så med almindelig vand og sodavand?

– Det er igen noget af det som ligger i boderne, altså madboderne og noget ligger i udliciterede barer. Det kan jeg heller ikke lige sige helt præcist lige nu. Vi sikrer, at de liver driftet og at der kommer frivillige i barerne, og ellers står de for det selv.

Så festivalen vil du stadig kalde non-profit?

– Musik i Lejet? Ja, da. Det er selvfølgelig ikke non-profit for dem der… Tisvilde Byggeservice går dernede og de får jo deres løn. Det er det samme, når der kommer nogen og leverer toiletter.

Ja, men i de tilfælde kan man trods alt spore pengene. Det bliver jo lidt svært her, når i ikke udspecificerer, hvad der kommer ind fra salg af spiritus.

– Vi har det jo ikke i vores regnskab. Det er muligt, at vi så giver nogle penge til nogle andre. Men…

Hvem tjener pengene?

Men der er jo nogen, der kommer til at score kassen på det her. Jeg kan jo se, at hvis Festival Service ApS, som de to brødre ejer, tager salget af alkohol…

– Jeg vil da håbe på, at de tjener penge på at deltage i det arbejde, som de gør for os. Det håber jeg også Tisvilde Byggeservice gør og Ceres bryggerierne. Det er derfor de er med. Men grundstammen til konceptet er og bliver non-profit.

Så kan jeg spørge anderledes. Er der lavet et udbud på salget af alkohol, så i kan få nogle konkurrencedygtige bud ind.

– Hvorfor skal man gøre det?

For at optimere profitten. Det kan være, at der er andre der er interesseret i at give jer en bedre pris på alkoholen og løbe den risiko.

– Man kan jo gøre mange ting, men jeg mindes ikke, at man i privat virksomhedssammenhæng skal foretage et udbud. En forening kan gøre som det passer dem.  Vi vurderer selvfølgelig om leverandører giver den bedste pris.

Har i bedt om indsigt i regnskaberne for Festival Service ApS.

– Nej, for den konstruktion er først effektueret fra og med 2017.

Hvorfor lave sådan en konstruktion?

– Vi vil gerne sørge for at lave en festival, og det gør vi ved at minimere vores risiko. Det er måske ‘livrem og seler’, men det har jeg ikke noget problem med. Det er os i bestyrelsen, der vil sidde med håret i postkassen, og vi får ingen penge for at sidde her og vil ikke stå med en risiko, der gør at vi må gå fra hus og hjem. I værste fald.

Ok. Så når jeg kontakter Ceres for at høre, hvordan de strikker sådan en festivalaftale sammen, så vil det være tydeligt for mig, at man løber en meget stor risiko?

– Ved du hvad, jeg kender faktisk ikke den aftale, så jeg kan ikke sige, hvor meget de smider ind. Men hvis du får nogle informationer om det, vil jeg rigtig gerne høre det.

Men du er trods alt direktør i erhvervslivet. Det burde vel være naturligt for dig lige at gå ind og tjekke priserne ud og se om der er en profit i går glip af, så man kan kanalisere flere penge ud til de lokale foreninger?

– Men det er der, hvor jeg siger til dig, at den vurdering har vi lavet.

Har ølsalget da nogensinde giver underskud?

– Pas. Jeg har ikke været med fra starten, så jeg aner det faktisk ikke. Jeg kom ind i 2015.

Som du selv var inde på, så er festivalen gået fra en havefest til et professionelt foretagende…

– Ja, og så har du så sådan en bangebuks som mig, der ikke skal have noget revset nogle steder.

Men kan du ikke høre, hvordan det lyder?

– Næ…

Når jeg spørger dig, om i har undersøgt aftalen med Ceres og hvad overskudsgraden er fra tidligere år, så siger du nej.

– Med hensyn til Royal Unibrew, så ved jeg, at vi har en god aftale. Apropos professionalisme i dagligt virke, så er der reelt set ikke særlig mange på det store ølmarked. Der er i virkeligheden kun to, og det er muligt, at man måske kan spille dem ud mod hinanden, men vi har en grundholdning om, at folk er søde og rare ved os, og det er vi så også ved dem. Det der med konstant at gå ud søge billigere priser, det er ikke måden vi arbejder på. Vi arbejder langsigtet.

Kommunale tilskud

En del af de langsigtede planer har åbenbart været at hente nogle tilskud fra kommunen. Det er blevet til flere hundredetusinde kroner årligt i flere år…

– Det vil vi også gerne undgå.

Men i har haft dem. Og det har i fået, blandt andet fordi i ikke har haft de store overskud. Og når du så siger, at i samtidig kanaliserer en stor del af profitten ud til både komite og de to brødre, er det så fair, at kommunen skal ud og give tilskud til festivalen.

– Da jeg kom ind var det en underskudsgaranti, hvilet er meget fornuftigt.

Tidligere var der vist nok et driftstilskud på omkring 200.000 kroner.

– Jeg synes det er fint, at kommunen siger, at nu kører det jo meget godt, så hvad med at det bare er en underskudsgaranti. Det er jeg helt enig i. Vi skal gerne køre selv og vil heller ikke søge tilskud de kommende år.

Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke bliver givet en bedre indsigt i, hvordan økonomien hænger sammen og hvad der er indebåret i aftalen med de to brødre.

– Ok, men jeg vil sige, at i andre driftsmæssige sammenhænge, må jeg heller ikke udlevere mine aftalepartneres aftaler. Der er heller ikke noget offentlighedskrav om det.

Ikke andet, end at i påstår, det er non-profit.

– Ja, og? Jeg har hørt den diskussion mange gange, at når man er non-profit, så skal de fortælle alt. Det næste er vel, at du vil spørge til lønningerne?

Ok, hvad med dem?

– Du spørger vel heller ikke Røde Kors til deres lønninger?

Jo, det gør vi da. Vi skal jo ind og checke, at der ikke bliver lavet vennetjenester og andre ting.

– Ja, ok. Men den der med, at når det er non-profit, så man skal gå til sulteløn; den præmis køber jeg ikke. Jeg vil meget gerne være med til at uddele så mange penge som muligt, men jeg vil også sørge for, at dem der hjælper os på en fast basis får en ordenlig løn. Og at de leverandører vi har ikke bliver presset på femøren, men faktisk også får penge med hjem, når de hjælper os.

De her spekulationer kunne jo meget let manes i jorden, hvis i giver mig indsigt i den samlede økonomi. Intet er jo udspecificeret i regnskabet på jeres hjemmeside.

– Ja, den kommer vi til at arbejde mere på i fremtiden.

Få et overblik i kronologisk rækkefølge:

Evaluering: Musik i Lejet må ikke blive større (5. oktober 2017)

Non-profit? Stiftere står til at score kassen på Musik i Lejet (19. maj 2018)

Festivalformand: Der er intet unormalt her (19. maj 2018)

Politikere kræver svar: Hvad sker der i Musik I Lejet? (20. maj 2018)

Royal og Carlsberg til festivalformand: Hvilken risiko? (24. maj 2018)

Festival-stifter i flyverskjul: Snak med foreningen (25. maj 2018)

Musik I Lejet boykotter Netavisen: Ikke flere spørgsmål, tak (26. maj 2018)

Giv din mening til kende: