Festlig jubilæumsudstilling i Helsinge Kulturhus

Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: David Abildgaard.

HELSINGE: Kunstnerne Niels Lolle og Christine Anna Gejlsbjerg udstiller igen i år i Helsinge Kulturhus. I år er der jubilæum, da det er femte år i træk med fællesudstilling. Lea Peters fra Dronningmølle deltager som gæsteudstiller.

Det er tre ganske forskellige kunstnere, men vigtigt for dem alle er at lade historierne leve i værkerne og at efterlade beskuerne med en forhåbentlig god omgang eftertænksomhed.

Ferniseringen finder sted i Kulturhuset på Skolegade 43, hvor også biblioteket har hjemme. Det sker 13. december fra kl. 16.30-19.30.

En festlig fernisering
Ferniseringen byder på både musik, fortællinger, hjemmebag og ikke mindst masser af kunst.

Kunsterne præsenteres som beskrevet i den udsendte pressemeddelelse:

Kunstner: Niels Lolle

Niels Lolle (www.nielslolle.dk) er kendt for sine smukke og meget udtryksfulde naturbilleder lige fra Gilleleje Havn til Grønland og Farøerne. Der illustreres de buldrende storme og den spejle vandflade ved en smuk solopgang. Han bruger naturen som “inspirationsbank” og med de ekspressive strøg kombineret med den fine harmoni i farverne bliver inspirationen udtrykt på lærreder, som enhver der bruger og elsker naturen ville kunne genkende. Man vil til daglig kunne møde Niels Lolle i Kunsthus 14 i Gilleleje, hvor han deler atelier/galleri med andre kunstnere.

Kunstner: Christine Anna Gejlsbjerg

Christine Anna Gejlsbjerg (CAG) (www.galleri-gejlsbjerg.dk) er oprindeligt fra Wien, men har boet i Danmark siden 1968 og er en meget spændende og alsidig kunstner med en eminent fantasi og evne til at få små fortællinger bragt på lærred. Ved akutelle udstilling vil CAG udstille sine meget spændende værker med inspiration fra den store kunstner og arkitekt Hundertwasser. Hun er specielt fascineret af hans “små mænd” i malerierne og har formået at få gjort den lidt glemte Hundertwasser (som maler) aktuel og ikke mindst værdsat igen. Til daglig har CAG et spændende atelier/galleri i Anisse, som kan besøges efter aftale.

Kunstner: Lea Peters

Lea Peters (www.leapeters.dk) har fugle som sit foretrukne motiv, da hun føler de kan udtrykke mange menneskelige egenskaber, så de er ikke så meget fugle som vi kender dem, men en egenskab eller følelse. Hendes malerier er helt bevidst meget farverige og det figurative er kombineret med abstraktioner. Der er altid blyantstreger der antyder, at der er en tid der er ved at fade ud samt nye historier der er ved at tage form. Værket er derved et øjebliksbillede. Som beskuer vil man ofte kunne genkende sig selv samt egne udfordringer og erfaringer i billederne. Hun arbejder også i ler og andre materialer. Til daglig har hun atelier/galleri i Dronningmølle, som kan besøges efter aftale.

Program for udstillingen:
16.45 Velkomst ved Christine Gejlsbjerg og Niels Lolle
17.00 Fortælling af Karl Erik Frederiksen
17.40 Korsang med Tørvetrillerne
18.00 Introduktion i billedernes verden fra de 3 kunstnere
18.15 Duoen RoundMidnight v/Lea Peters og Stig Zander

Efter fernisering vil udstillingen være at skue fra 3.-29. december.

TID: Fernisering: fredag den 13.12 kl. 16.30-19.30.
STED:
Helsinge Kulturhus, Skolegade 43, 3200 Helsinge.
ENTRE: Gratis, alle velkomne.

Skriv din kommentar her: