Fødselsdag med trylleri i fugleparken

Jungle Jim gæster fugleparken i anledning af parkens fødselsdag. Foto: presse.

Esrum: En af Danmarks bedste tryllekunstnere for børn, Jungle Jim, kommer på besøg med sit magiske univers søndag den 28. august kl. 11.30, når Fugleparken i Esrum fejrer sin 13 års fødselsdag.

Jungle Jim er tidligere danmarksmester i trylleri for børn, og vil i samspil med børnene lave historier, tricks, jonglering og dyr fra de varme lande med Fugleparken som naturlig ramme om hans tryllerier.

Som med alt andet i Fugleparken er showet inkluderet i éntrebilletten, og på dagen vanker der en is til alle børnene. Jungle Jim begynder sit show kl. 11.30.

Når det er slut, tager de store arapapegøjer over. Kl. 12.30 er det nemlig deres tur til at give opvisning i fritflyvning ud over marker og skov.

Kl. 14 kan alle være med til at fodre de lidt mindre, men nok så farvestrålende og livlige bjerglorier i deres store voliere. Så der er lagt op til en begivenhedsrig dag, hvor man med fordel kan tage madkurven og termokanden med.

Fødselsdagen markerer således også, at sommeren er ved at være slut. Onsdag den 31. august bliver den sidste dag i år, hvor Fugleparken tager mod gæster hver dag hele ugen. Men der er stadig åbent hver eneste weekend frem til efterårsferien uge 42, hvor der igen er åbent hver dag. Derefter går Fugleparken i vinterhi indtil det tidlige forår.

jungle_jim_fuglepark_6A7031

Giv din mening til kende: