Første skoledag for nyoprettet Nordatlantisk gymnasieklasse

Vejret var heldigvis med de unge. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.

HELSINGE: En ny forsøgsklasse for nordatlantiske studenter havde første skoledag i dag i Gribskov Gymnasium. Klassen består af elever fra Grønland, Island, Færøerne og Danmark, som efter et studieår i Helsinge skal videre rundt i den nordatlantiske region for at studere videre.

Rektor Kristoffer Høy Sidenius og bestyrelsesformand Carl-Jørgen Bindslev kunne i dag, mandag, byde velkommen, da der blev taget imod et hold de nye elever fra vores nordiske nabolande. De to NGK-vejledere, Jakob Sudhakar Tommesen og Hanne Jakobsen, præsenterede dagens program, som bød på fælles morgenmad, navneleg, samt tur rundt på skolen og i Helsinge. Guider på turen var de 2g elever, der som ”NGK-mentorer” har meldt sig til at introducere de nye til skolen og byen.

Senere stod den på shopping, fælles madlavning og senere en hyggelig aftensmad på skolen.

– Vi håber, at alle hurtigt falder til og bliver glade for deres valg. Og vi glæder os til at gøre vores skolen mere mangfoldig og spændende, også for de ”almindelige” elever på STX og HF, lyder det fra rektor i en udsendt pressemeddelelse.

Nordatlantisk gymnasieklasse?
Gribskov Gymnasium har fået en særlig tilladelse fra Undervisningsministeriet til, som forsøg, at udbyde en Nordatlantisk gymnasieklasse for unge i hele Nordatlanten. De unge kan tage den 3-årige uddannelse til almen studentereksamen (stx) med studieophold i Danmark, Færøerne, Island og Grønland.

Nordatlantisk gymnasieklasse er et resultat af et innovativt samarbejde mellem 4 gymnasier: Gribskov Gymnasium, GUX Sisimiut i Grønland (der er initiativtager til Nordatlantisk gymnasieklasse), Miðnám á Kambsdali på Færøerne og Verzlunarskoli Islands i Island.

Eleverne vil gå i 1.g i Danmark, i 2.g i første semester på Færøerne og i andet semester i Island og i 3.g i Grønland. De første elever vil kunne starte i august 2019. Forsøgsperioden er fastsat til optagelse af én klasse i skoleårene 2019/20, 2020/21 og 2021/22, og forsøget løber dermed samlet i fem år.

– Den Nordatlantiske gymnasieklasse er målrettet unge med en interesse for viden, fordybelse og kompetencer indenfor det nordatlantiske samfund, og som brænder for at arbejde i et særligt nordatlantisk studiemiljø. Uddannelsen sigter mod videregående uddannelser især i nordatlantisk sammenhæng, lyder det fra skolen i en tidligere udsendt pressemeddelelse om det nye forløb.

Undervisningssproget for gymnasieklassen er dansk, og i de tilfælde, der er islandske undervisere tilknyttet faget, er der mulighed for at undervise på engelsk.

 

This slideshow requires JavaScript.

Skriv din kommentar her: