Forældrebestyrelser: Vi har brug for mere plads i Langdraget

DEBAT: Alt godt kommer til den, der venter. Det ordsprog håber vi, Forældrebestyrelsen for dagplejerne i Gribskov og Forældrebestyrelsen i Gilbjerg Børnehuse, holder stik, når det kommer til en løsning på de fyldte institutioner i Gilleleje. 


Men vi vil gerne gøre et sidste forsøg på at hjælpe udvalget for Børn, Idræt og Families medlemmer samt resten af byrådet og opstillede kandidater til at igangsætte en del af løsningen nu. Brug jeres mulighed for at holde et ekstraordinært møde, hvor i ser på kapacitet og mulige løsninger på den korte bane.

Og vi vil gerne slå følgende fast en gang for alle. Det her er et fælles ønske fra begge forældrebestyrelser; en pavillon på Langdraget.

Denne løsning er optimal for alle parter af følgende grunde: Dagplejernes legestue får med en pavillon, hvor de kan føle sig hjemme og ikke til besvær, og samtidig med er de stadig tæt tilknyttet til Langdraget, hvilket giver synergi og gør det nemt og ubesværet at danne relationer mellem børnene i Langdragets vuggestue og børnehave og dagplejernes børn.

Langdraget får en stue frigjort og kan dermed rumme det antal børn, der går i institutionen allerede. Der kan måske endda være plads til et par børn mere. Udvalget kan leve op til sit løfte om pasningsgaranti til Gillelejes børn.

Der skabes ro og et stærkt arbejdsmiljø for dagplejerne, da de får et sted, hvor de føler, at de har hjemme. Og faktisk har hjemme. Men også et sted, som de ikke skal have dårlig samvittighed omkring. Med andre ord; de får ro på hverdagen og legestuen.

Det er her vigtigt for dagplejernes forældrebestyrelse at nævne, at Langdraget ville kunne benytte lokalet de dage, hvor dagplejerne ikke benytter det.

Der har siden begge forældrebestyrelsers dialogmøder med udvalget for Børn, Idræt og Familie været sagt, skrevet og lovet meget. For forældrebestyrelserne er det vigtigt at fortælle forældre, personale og politikere, at vi står sammen om det her arbejde. Vi står sammen om at kæmpe for de bedste vilkår for børn, personale og forældre.

Vi håber, at forældrene vil stå sammen i ønsket om en fælles løsning. Vi håber, at udvalget vil glemme valgkamp og magtkampe, så de kan se fakta og behovet for handling nu. Jeres partifæller og byrådskollegaer kan se behovet og kommer med løsningsforslag.

Vi er med på, at en pavillon ikke står klar i morgen, men I kan vælge at påbegynde en del af arbejdet fx kapacitetsanalysen og muligheder for midlertidige løsninger på et ekstraordinært møde.

Udvalget har allerede modtaget faktiske tal for 2021 og en grundig prognose for 2022 for Gilbjerg Børnehuse.

Vi vil dog gerne henvise jer til den kapacitetsanalyse, som I drøftede i forbindelse med Ledelsesstrukturen d. 15. december 2020. I linket her https://dagsordener.gribskov.dk/vis?id=e4fe3a77-382b-4a17-9a69-bcaf9158f351 kan I under punkt 140 se prognose for kapaciteten om blot 8 år. Der vil der samlet i Gribskov mangle 197 pladser i daginstitutionerne, hvoraf et stort antal af disse vil mangle i Gilleleje.

Det kræver langsigtede handlinger, men de fleste ved også, at en nybygget daginstitution ikke står færdig efter en uge.

Så kære udvalg, bolden er på jeres halvdel. Vil I gribe den for børnenes skyld? For jeres ansattes skyld? For jeres politiske virkes skyld?

Tag hul på processen nu frem for at vente til januar. Hvis I venter risikerer I, at der forsvinder skattekroner i form af fraflytning eller aktivt fravalg af Gribskov – og det bliver langt, langt dyrere i længden end at opsætte en pavillon ved Langdraget.

Med venlig hilsen

Forældrebestyrelsen for dagplejerne i Gribskov &
Forældrebestyrelsen for Gilbjerg Børnehuse.

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Tip os!

Powered by Vejreti.com