Forbrugerombudsmanden slår fast: Kontanter stadig ikke muligt i busser

Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Ulrik Jantzen/Movia
COVID-19: Forbrugerombudsmanden har godkendt en gældende suspendering af al kontantbetaling i Movias busser. Afgørelsen kommer efter en række klager fra passagerer, som har fået bøder for at tage bussen uden billet, da de kun havde medbragt kontanter. Disse bøder bliver nu annulleret.


Da Movia i foråret indstillede al betaling med kontanter som følge af Covid19 skabte det en del røre fra passagerer, som ikke havde andre betalingsmuligheder. Sagen blev klaget til Forbrugerombudsmanden, som nu har fastslået, at det var i overensstemmelse med de gældende regler, da Movia begyndte at give afslag på kontantbetaling i busser og flextrafikken.

“Hermed har Forbrugerombudsmanden fjernet den tvivl, som nogle kunder kan have haft om, hvorvidt Movia har lov til at sige nej tak til kontanter i busserne og i flextrafik-bilerne”, skriver Movia i en udsendt pressemeddelelse.

“Vi er fuldt bevidste om, at suspenderingen af kontantsalget har været en udfordring for nogle af vores kunder. Vi har senest i slutningen af november lanceret en ny løsning i vores flextrafik, så kunderne kan bestille telefonisk, helt som de plejer, og så betale en faktura hver måned for deres samlede kørsel”, siger kommunikationsdirektør i Movia, Camilla Struckmann i pressemeddelelsen.

“Movia beklager de gener, som den midlertidige lukning af kontantsalget har medført for kunderne”, oplyser Movia.

Dropper bøder
Movias busser er indrettet som ubemandede selvbetjeningsmiljøer, og kunder har siden midten af maj fået en kontrolafgift for ikke at have billet, også selv om de havde kontanter i lommen.

Disse sager har været sat i bero og kan nu færdigbehandles.

“I Movia har vi forståelse for, at man som kunde kan være blevet i tvivl om reglerne i lyset af den debat, der herskede i offentligheden fra midten af maj. Den tvivl har vi helt ekstraordinært valgt at lade komme kunderne til gode, og derfor frafalder vi afgiften. Men det er også vigtigt for os at sige tydeligt, at det ikke gælder fremadrettet”, forklarer kommunikationsdirektør Camilla Struckmann.

Movia gør opmærksom på, at der løbende udføres billetkontrol i alle Movias busser. Man skal have gyldig billet, inden man stiger ombord. Movia henviser til DOTs app eller Rejsekort.

Læs forbrugerombudsmandens afgørelse her

Fakta
Movia har siden 19. marts midlertidigt indstillet muligheden for at betale med kontanter i busserne og siden 20. marts i flextrafikken.

I flextrafikken kan kunderne blandt andet bestille og betale digitalt, eller blive tilmeldt fakturabetaling. så alle ture kan bestilles telefonisk, som de plejer, men betales samlet en gang om måneden.

Leave a Reply