Fortællingen om Neil Young: Fra Woodstock til Fyn

Neil Young har haft en lang karriere. Her optræder han med Stephen Stills og resten af 'Crosby, Stills, Nash & Young'. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Matthew Harris - https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0/deed.da.

GILLELEJE: Er du til Neil Youngs musik, så kan du tage til en akustisk koncertfortælling om Neil Young på Mezzaninen i Kulturhavnen. Her gæster Carsten Rønnest, der sætter fokus på musikerens karriere helt fra den spæde start, hans optræden under Woodstock festivalen og frem til nutiden.

Carsten Rønnest gæster kulturhavnen for at byde på en nostalgisk rejse tilbage i tiden med fokus på den i dag 73-årige Neil Young, som af mange betragtes som en af vores største musikere. Og med en karriere der spænder seks årtier og med over 40 studio albums i bagagen, bliver der rigeligt at tale om for den energiske foredragsholder.

Han byder på en akustisk koncertfortælling, hvor du tages med i en autentisk fortælling, fyldt med facts og konklusioner, der sætter scenariet for Neil Youngs musik og tekstunivers.

– Vi rejser gennem Woodstock festivallen og videre til Broken Arow Ranch, som Neil i 1970 køber, efter som han siger: ”Jeg var pludselig blevet en rig hippie”, hvor han indspiller albummet Harvest, forklarer Carsten Rønnest, der både bruger ord og musik i sin fortælling. Musikken er selvfølgelig Neil Youngs.

Særligt fokus er der lagt på Woodstock-festivalen, som af mange regnes for en af verdenshistoriens største og musik-kulturelle begivenheder. Og netop på dagen, 17. august, var det præcis 50 år siden Neil Young gik på scenen under den legendariske festival, forklarer Carsten Rønnest.

Varighed: 2 timer. Du kan læse mere om foredraget her: www.facebook.com/neilyoungkoncertforedrag/

TID: 17. aug kl. 20-22.
STED: Mezzaninen, Kulturhavnen, Peter Fjelstrups Vej 12, Gilleleje.
ENTRE: 120 kroner. Billetter kan bestilles her: http://www.kulturhavngilleleje.dk/da/arrangementer.aspx

Giv din mening til kende: