Foredrag: Jorden rundt med Emil

Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.

GILLELEJE: Jorden rundt, hjem igen fra den sydlige halvkugle i Stillehavet og videre til Barentshavet nord for Polarcirklen. Det er blandt emnerne, når den rejsevante Emil Erichsen gæster Kulturhavnen.

Emil Erichsen kommer tilbage til Kulturhavnen for at holde sit nye foredrag, som ligger i naturlig forlængelse af hans tidligere foredrag: ”Jorden rundt med Havana”, der blev holdt for udsolgt hus holdt i november 2018 i Kulturhavn Gilleleje.

Du kommer med på en rejse fra den sydlige halvkugle i Stillehavet til Barentshavet nord for polarcirklen, når Emil Erichsen fortæller om sine rejser og oplevelser – og også fortæller historien om en jordklode, der er hårdt presset og under forandring. Efter tre års jordomsejling ombord på skibet Havana, vendte Emil hjem til Danmark i 2016.

Emil fortæller om den omvæltning, det var at komme hjem igen. Gennem nye historier fra sejlturen og endnu ikke viste klip fra ”Kurs mod fjerne kyster”, vil Emil tage dig med ombord på Havanas rejse hjemover og med indlevelse fortælle om, hvordan det var fra den ene dag til den anden at skifte den stille hverdag på båden ud med et liv hjemme i gamle rammer, men med et forandret syn på tilværelsen.

I foredraget vil han også tage dig med op langs vestkysten af Norge og hele vejen til Svalbard, hvor han blandt andet mødte svømmende kammuslinger, vilde spækhuggere og pukkelhvaler.

STED: Bio 1 Kulturhavn Gilleleje, Peter Fjelstrupvej 12, 3250 Gilleleje
TID: 17.3 kl. 19-21 inkl. pause.
ENTRE: 225,-  Booking: www.gillelejebio.dk

Skriv din kommentar her: