Seneste nyheder:

TV Nordkysten

Powered by Vejreti.com

Forfatterbesøg på BLIK giver unge læselysten tilbage

GRÆSTED: Der er blevet talt om bøger som aldrig før i BLIK – Græsted Bibliotek efter i tirsdags, hvor hele tre børnebogsforfattere besøgte mellemtrinnet på Gribskolen og Tingbakken for at fortælle om deres bøger og livet som forfatter. Endnu en forfattergæst gæster tirsdag, Anne Sofie Hammer, som har skrevet de populære bøger om Villads fra Valby.

Blik har succes med at invitere lokale forfattere på besøg for at inspirere skolebørn til at læse mere. Det oplyser biblioteket, der senest havde hele tre forfattere forbi for at tale med børn i Gribskolen og Tingbakken.

– Det er almindelig kendt, at når børn har mødt en forfatter, så øges interessen for læsning, og det oplever vi også på BLIK. Onsdag var der virkelig rift om bøger af disse forfattere. Vi er ikke i tvivl om, at denne dag giver flere elever ”blod på tanden” til at læse mere, lyder det fra BLIK-medarbejder Ida Springstrup, som arrangerede besøgene i samarbejde med kollega Avijaja Linnet og skolens dansklærere.

Eleverne havde forinden forberedt sig til besøget ved at læse bøger af de respektive forfattere.

Forfattertrioen bestod af Line Kyed Knudsen, der i søndags fik den prestigefyldte Orlapris for ”Bedste Karakter” i serien ”K for Klara”, besøgte pigerne i 4. og 5. klasserne. Jan Kjær, forfatter til blandt andet Taynikma-serien og bøgerne om Nomerne, og Henrik Einspor, som har skrevet bøgerne om Max Skræk, Jack Stump og Svend Svovl. Han gav drengene i 4. og 5. klasserne et indblik i en forfatters hverdag.

Forfatterne tryllebandt børnene, og rigtig mange af dem fik både en selfie og en autograf med sig efter foredragene.

Eleverne i indskolingen kan glæde sig til på tirsdag 7. november, hvor Anne Sofie Hammer besøger dem. Hun er ”mor” til den super-populære Villads fra Valby, som man kan læse om i både højtlæsningsbøger, billedbøger og læs-selv-bøger. Med sig tager hun tegneren Dina Gellert, som holder workshop for eleverne i 2. klasse.

Lån bøger af de tre forfattere på BLIK – Græsted Bibliotek eller på e-reolenGO.

Der blev taget selfie portrætter af forfatterne. Jan Kjær (tv) har skrevet Nomer-bøgerne, som sidste år blev kåret som årets serie af de danske skolebibliotikarer. ”Nomerne” er ikke ”kun” en bog, men et helt univers. Se hans hjemmeside :www.jankjaer.dk. Jan Kjær startede som tegner og han kunne fortælle om sin tid som tegner i Hollywood og hos Lego. Fotos. Presse.

Henrik Einspor skriver bøger med gys og gru, og de er uhyggelige, men samtidig med en god portion humor. ”Max Skræk”, ”Jack Stump” og ”Svend Svovl” er nogle eksempler på de over 100 bøger, som han har skrevet. Drengene fik et indblik i en forfatters hverdag, og de havde mange gode spørgsmål.

Line Kyed Knudsen skriver mest pigebøger som fx ”K for Klara”, ”Pigerne fra Nordsletten” ”Stella”, men også gyserbøger fx ”Heksens Forbandelse” og ”Hvidt Støv”. Mere end 50 bøger har Line skrevet. Line modtog i søndags Orlaprisen 2017 i kategorien ”bedste karakter” for ”Er Vi Venner” den 11. bog i serien ”K for Klara”. Hun mærkede tydeligt at pigerne havde læst hendes bøger og der var mange gode spørgsmål, både til indholdet af bøgerne og til hendes liv som forfatter.

Facebook
Twitter
LinkedIn

Seneste nyheder:

Tip os!