Fuglene Over Sundet klar til Danmarkspremiere i Gilleleje

Lars Brygmann spiller sognepræst i Fuglene Over Sundet. Nu kan man snart opleve hans rolle på det store lærred. Foto: Allan Andersen.

Gilleleje: Den danske spillefilm Fuglene Over Sundet får som lovet sin Danmarkspremiere i Gilleleje, hvor en del af filmen foregår og har sit udspring. Filmen følger de tragiske dage i oktober 1943, hvor mere end  1700 jøder blev reddet til Sverige af danske fiskere, og næste onsdag finder den første forpremiere sted i Gilleleje Kulturhavn.

Sidste år lovede producer Peter Bech til Gribskov Lokalavis, at han ville gøre sit for at have forpremiere på sin spillefilm Fuglene Over Sundet i Gilleleje. Det løfte holder han, for på næste onsdag er der fremvisning af filmen i selv samme kirke, som en del af handlingen – og de sande historiske begivenheder der har inspireret filmen, fandt sted.

Danmarkspremieren er kun for særligt inviterede og inkluderer både en fremvisning og en efterfølgende debat med instruktøren og et par af skuespillerne.

Et familiedrama
Filmens handling tager udgangspunkt i 1943, hvor Arne Itkin er en berømt jødisk jazzmusiker, der bor i København sammen med sin kone Miriam og deres 5-årige søn Jacob. Der begynder at gå rygter om, at tyskerne vil deportere alle danske jøder, og da det bliver en realitet, må familien flygte fra deres hjem. De får at vide, at de kan blive sejlet til Sverige fra Gilleleje af lokale fiskere, men lokale kollaboratører og Gestapo kommer hurtigt på sporet af dem. Nu handler det om overlevelse for den lille familie, som håber at de mennesker, der kan hjælpe, er til at stole på.

“Fuglene over sundet” er baseret på virkelige begivenheder, men persongalleriet er taget ud af kontekst for at passe ind i den narrative fortælling.

Filmen er skrevet af Per Daumiller og Nicolo Donato og er produceret af SF Film Production ved producer Peter Bech og Tristan Orpen Lynch med executive producere Birdie Bjerregaard og Lars Bjørn Hansen. Filmen har modtaget støtte fra TV2 i samarbejde med NRK samt produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut på 6,8 mio. kr. gennem Markedsordningen.

Fik du læst: Film om jødeaktion får premiere i Gilleleje

fuglene over Sundet 2