Fuglepark klar med nyt anlæg og flere dyr

Der er kommet surikater i fugleparken. Foto: Presse.

Græsted: Tirsdag den 2. august kl. 13 indvier Nordsjællands Fuglepark et nyt stort skildpadde- og surikatanlæg. Borgmester Kim Valentin foretager den officielle indvielse. Alle er velkomne til indvielsen.

Store sporeskildpadder og charmerende surikater er nyeste skud på stammen i Nordsjællands Fuglepark, der med sit varierende dyrehold snart er mere en zoo end fuglepark. Udover surikaterne og de ca. 1500 fugle fordelt på 250 arter har parken nu kænguruer, aber, geder og en stor og varieret bestand af krybdyr.

Af hensyn til dyrene er de fire store sporeskildpadder og den nye surikatfamilie på otte allerede flyttet ud i anlægget, så de kan vænne sig til deres nye hjem og blive klar til den ekstra opmærksomhed, de vil få på indvielsesdagen.

– Alle har hurtigt fundet sig til rette i deres nye hus og de udendørs omgivelser, og som ventet trives de to afrikanske dyrearter fint side om side, lyder det fra indehaver af fugleparken Frank Nielsen.

Nordens største fuglepark er hermed kommet et skridt nærmere en realisering af de store planer for fremtidige forbedringer i parken. Tegningerne er klar og er allerede en godkendt del af lokalplanen, så nu skal der søges fondsmidler for også at få finansieringen på plads. Udvidelsen har kunnet lade sig gøre grundet en donation på 425.000 kr. fra Beckett-Fonden, ligesom også N. Ramsing Anlæg fra Østerbro har været med til at sponsorere byggeriet.

2016_surikater_6A0227 2016_anlaegget_6A0831

Giv din mening til kende: