Gilleleje Bio genåbner torsdag: Nye film på plakaten

Fra filmen Minari. Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.
GILLELEJE: Gilleleje Bio åbner igen 6. maj, og det bliver med en håndfuld gode film, blandt andet den danske film ”Lille sommerfugl” med Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster – en underholdende drama-komedie instrueret af Søren Kragh-Jacobsen.

Landmandsparret Ernst og Louise skal i filmen ‘Lille Sommerfugl’ holde guldbryllup i det lokale forsamlingshus, men som festlighederne udvikler sig, kommer flere hemmeligheder frem, og familien sættes overfor den ultimative prøvelse. Filmen er med i Biografklub Danmark og nåede kun at gå nogle få gange i december. Den vises med og uden undertekster.

En anden Biografklub Danmark film er det musikalske drama ‘The High Note’, der foregår i Los Angeles’ musikindustri og fortæller historien om to kvinders ambitioner i en hård branche. Her ses bl.a. Dakota Johnson fra Fifty Shades.

‘De smukkeste år’ er et italiensk drama om fire venner, der mødes som teenagere i 80erne og knytter bånd for livet. Med tiden glider de langsomt fra hinanden, men små 40 år senere krydses deres veje atter, og gamle følelser blusser op – på godt og ondt.

Adventure-filmen ‘Chaos Walking’ foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor alle kvinder er forsvundet, og mændene kan se og høre hinandens tanker. Men alt ændrer sig, da en ung pige, Viola, lander på planeten. Mads Mikkelsen medvirker i rollen som borgmester.

Den koreanske film ‘Minari’ handler om en koreansk familie, der flytter til USA i 80erne for at søge lykken. De bosætter sig i Arkansas for at blive farmere. Trods vanskeligheder er livet på landet en ny og åben verden, hvor en særpræget familie kan finde fælles styrke, fordi de er anderledes, og måske virkeliggøre den amerikanske drøm. Modtog Golden Globe prisen foran bl.a. Druk.

For børnene vises animationsfilmen ‘Operation Nordpolen – Tjep på sneeventyr’ om polarræven Tjep, der arbejder i postrummet hos et leveringsfirma. Da han forsøger at blive Top Dog i firmaet, opdager han, at der foregår mystiske ting under isen, hvor den onde Otto von Hvalros vil slippe gasreserver løs, så isen smelter.

Det andet tilbud til børn er animationsfilmen ‘Croods – en ny tid’, fortsættelsen til ”Croods”, hvor en neandertal-familie, der har levet livet i deres hule, må vove sig ud i søgen efter et nyt hjem, da deres hule er styrtet sammen. I denne film udfordres de af familien Bedrested, der mener at være bedre og mere udviklede end de.

Billetbestilling og yderligere information findes på gillelejebio.dk.

Leave a Reply