Gilleleje: Bølgerne går højt i Gilleleje Havn, efter at arrangørerne bag Gilleleje Festival har valgt at sætte dato på deres festival næste år. Gilleleje Havnelaug og Gilleleje Erhvervsforening har sendt en klage, der blandt andet udtrykker modvilje mod festivalens placering på den runde parkeringsplads tæt på havnen i Gilleleje.

Artiklen er opdateret d. 16. januar 2015 med korrekt information om Gilleleje Erhvervsforening. Vi kom til at kalde foreningen Gribskov Erhvervsforening, hvilket vi beklager.

– Det er en god ide med en festival, men vi er utilfredse med placeringen, som vi har klaget over, da vi mener, vi bliver taget som et gidsel i den her situation. Det er os, der skal leve med trafikken, og det ødelægger noget af omsætningen for havneforretningerne, forklarer formand for Gilleleje Havnelaug Per Klug.

Han ser hellere, at festivalen bliver flyttet til et andet sted i byen frem for den runde parkeringsplads tæt på havnen.

– Når man allerede har en festplads i byen, hvorfor bruger man ikke den i stedet, den er jo ligeså stor om ikke større? Det har vi foreslået tidligere, da vi mener, det er langt mere perfekt, forklarer han.

Lytter til kritik

Blandt arrangørerne af festivalen er byrådsmedlem Morten Jørgensen (NG). Han understreger, at problemerne fra sidste år gerne skulle være fortid. Den runde parkeringsplads bliver kun brugt en enkelt dag, og ikke to som sidste år, understreger han.

– Vi har selvfølgelig lyttet til kritikken og går tilbage til hvad der blev gjort med succes i 20 år da Søborgs Venner havde festivalen, og det har der aldrig været nogen, der har pevet over. Det undrer mig derfor, hvis det pludselig skulle være et problem. Resten af festivalen holdes på torvet, forklarer han og understreger, at festivalen skal være et gode for byen, ikke en belastning.

– Vi er en gruppe mennesker, som bruger rigtig meget tid på det her, og vi kunne ikke drømme om at gøre noget, der ender i kævl og ballade. Vi vil gerne give noget til byen, og vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, siger han.

Modstand fra gammel fjende

Den anden klager over festivalen er bestyrelsen i Gilleleje Erhvervsforening, der har Bjarke Springstrup som formand.

Gilleleje Erhvervsforening har cirka 35 medlemmer og er en del af Erhverv Gribskov. Klagen har fuld opbakning fra bestyrelsen, lyder det i en mail fra Bjarke Springstrup.

Mange genkender måske Bjarke Springstrup som manden, der offentliggjorde en hemmeligt optaget lydfil fra et møde, hvor Morten Jørgensen og Bjarke Springstrup deltog i forbindelse med et udestående mellem Gilleleje Festival og Springstrup VVS.

På lydfilen kan man høre, hvordan Morten Jørgensen forsøger at få Bjarke Springstrup til at sende en regning på 15.000 kroner til Havregården, den kostskole som Morten Jørgensen er forstander for for at dække for udgifter i forbindelse med sidste års Gilleleje Festival.

Selvom lydfilen ikke skabte de store konsekvenser for Morten Jørgensen, der blev frikendt efter at have været undersøgt af blandt andet Undervisningsministeriet, så spøger den stadig i kulisserne.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis onsdag citeres Venstres Byrådsmedlem Ricky Berner for at stille spørgsmålstegn ved, hvad festivalen skal gøre godt for.

– Gilleleje har ikke ønsket den her festival, og den er ikke i overensstemmelse med byens identitet. Hvad skal festivalen gavne, hvem skal tjene på den?, spørger Ricky Berner i Frederiksborg Amts Avis.

Det har Morten Jørgensen svært ved at se logikken i.

– Vi skriver i vores ansøgning i år, at vi gerne lave festivalen på torvet, hvilket handelsstandsforeningen i byen også gerne vil have, forklarer han og påpeger, at hensigten er, at festivalen skal komme byen til gavn, ikke gene.

– Vi kunne ikke drømme om at lave en festival, uden byen vil have det. Det skal være en fest, og fortsætter kritikken på den her måde, hvor vi skal hænges ud for løgnagtigheder i medierne, så bruger vi vores kræfter på noget andet. Vi bryder ikke om at blive hængt ud, siger han.

Gilleleje Festival 2015 er planlagt til at løbe af stablen d 7.  og 8. August 2015.

 

Giv din mening til kende: