Gilleleje-firma slår Kina på prisen: Bruger gamle bremseskiver til arrestlåse

Erick Thürmer er ikke bange for at finde sit indre legebarn frem. Det legelystne islæt gør også udslag i de opgaver, hans virksomhed påtager sig. Tekst: David Abildgaard. Foto: Michael Madsen.

GILLELEJE: Erick Thürmer, adm. direktør og folketingskandidat for Konservative, har svært ved at skjule begejstringen. Hans virksomhed, Thürmer Tools i Gilleleje, har formået at 3D-printe nye låsedele til danske arresthuse, som både vil koste det halve af den normale pris og samtidig produceres langt mere bæredygtigt.

Opgaven, en beskeden en af slagsen for Thürmer Tools, kom sådan lidt ud af det blå. Thürmer Tools har specialiseret sig i at producere specialværktøj til en række industrier, men virksomheden har efterhånden opnået et ry for også at kunne tænke kreativt på en lang række mindre relaterede områder. Virksomheden har for eksempel tidligere 3D-printet en lille raket, som blev sendt til en entusiast USA og skudt op i rummet. Det er også blevet til en mobil-app, som kan se gennem vægge og finde ledninger og rør. Og nu kan virksomheden også føre 3D-printede metaldele til arrest-låse på den lidt mere kuriøse side af resuméet.

Låsedelen til højre er 3D-printet i Gilleleje. Til højre den originale del. Foto: Thürmer Tools.

– Det er lykkedes os at 3D-printe dele til statsfængslerne langt billigere her i Gilleleje end det koster at få dem produceret i Kina, forklarer Erick Thürmer til Netavisen Gribskov og oplyser, at hans virksomhed nu kan producere printede låsedele til cirka halv pris i forhold til den internationale markedspris.

Ønskes: Et dansk alternativ
Opgaven kom sådan lidt tilfældigt. Han blev en dag kontaktet af en montør fra låse-servicevirksomheden Certego A/S, som kom forbi med en slidt arrestlås og en knækket stump. Virksomheden havde fået til opgave at rette en fejl i låsens låsecylindre, som man havde svært ved at få løst uden relativt store produktionsomkostninger.

RELATERET LÆSNING: Konservativ omvæltning: Udpeger uprøvet spidskandidat til Folketinget

Problemet var især, at den knækkede del af låsemekanismen var udført i messing, hvilket bevirkede, at den enten blev nedslidt eller knækkede for hurtigt. Og det går ikke med en lås, som potentielt skal holde farlige forbrydere fra gaderne.

Låsedelen er afgørende for låsens evne til at holde dørene låst.

Tanken var derfor at udskifte delen med én i stål; en opgave som man ofte ser gå til udlandet, hvor produktionsomkostningerne til enkeltdele som regel er langt lavere end her i landet, og ofte uden at tænke for meget på bæredygtighed.

I håb om at finde et mere lokalt og miljøvenligt alternativ, kontaktede en af virksomhedens montører derfor Thürmer Tools.

Thürmer Tools havde tidligere på året vundet et EU-initiativ, ‘C-Voucher’s Circularity Programme i Paris‘ der gik ud på at udvikle en cirkulær og mere miljøvenlig tilgang til 3D-printet værktøj/metaldele.

– Det skal ske ved at omdanne gammelt værktøj til metalpulver, som så kan blive til nye emner. Dermed sluttes ringen og forsyningskæden bliver bæredygtig og ikke mindst billig. Tilgangen kaldes på engelsk upcycling, og kan bedst betegnes som kreativt genbrug, forklarer Erick Thürmer.

Flormelis og bremseskiver
Han så derfor en idé i at give det et forsøg at udvikle den ønskede låsedel ved at bruge samme upcycling principper, denne gang ved at bruge gamle bremseskiver.

Skiverne blev nedbrudt til metalpulver, som virksomheden kunne bruge til at printe låsecylindrene.

Og kreativiteten undervejs i processen fejlede ikke noget. En af de mange udfordringer der opstod undervejs var, at den oprindelige låsedel af messing ikke kunne scannes af den avancerede 3D-printer. Det løste man i bedste Georg Gearløs-stil ved at dyppe delen i flormelis, som gav den en tilpas ru overflade til at blive scannet.

Da først delen var scannet ind, var opgaven at få omsat de elektroniske tegninger til en model, som både kan holde i mange år og uden at koste for meget at udskifte; En opgave Erick Thürmer nu mener at have løst og som viser, at der er store muligheder for at sikre nye, bæredygtige indtægter til Danmark.

– Igennem dette samarbejde har vi ikke blot taget et fornuftigt skridt inden for bæredygtig produktion. Vi har også holdt opgaven i danske hænder, skabt et fornuftigt skatteprovenu og sparet danske arrester for unødige udgifter. Jeg mener, at historien beviser, at der fra regeringens side bør være et endnu større fokus på det danske SMV-segment (SMV: Små og mellemstore virksomheder, red.).

Thürmer: Bæredygtighed er afgørende
For Erick Thürmer var det vigtigt at holde fast i de bæredygtige principper, også når det kommer til konkurrencen mod Kina og de andre globale produktions-giganter.

Låsen som den ser ud samlet.

– Det er dejligt for den grønne omstilling, når f.eks. A.P Møller fonden skyder 400 millioner ind i et center for CO2-neutral skibsfart, men vores lille projekt beviser, at også danske SMV-virksomheder kan bidrage på CO2- og miljøkontoen, samtidigt med at vi skaber danske arbejdspladser og en dansk produktion, forklarer Erick Thürmer, som håber at flere danske virksomheder prioriterer miljøet højere.

– Lad os nu kickstarte den grønne omstilling og understøtte flere lokale virksomheder i deres kamp for miljøet. Vi kan, og vi vil. Men skal vi for alvor ramme CO2 målet, skal vi have alle med i kampen. Det kræver investeringer, og ikke mindst politisk vilje til at få det til at ske, forklarer han.

Leave a Reply