TV Nordkysten

Seneste artikler:

Powered by Vejreti.com

Gør plads til and og flæskesteg med julegåtur i Tisvilde

TISVILDE: Julen er så småt over os, og det samme er den gode julemad og risikoen for ekstra kilo på sidebenene. Men det vil Hjerteforeningen Gribskov og Gribskov Går Sammen komme i forkøbet med en gåtur og efterfølgende julehygge 2. søndag i advent.

Gangarealerne i og omkring Tisvilde bliver efter en coronapause på to år igen fyldt med fodaftryk, nissehuer og røde næser, når Hjerteforeningen Gribskov byder velkommen til deres årlige julegåtur. Juleturen har været en årlig tradition, siden foreningen for fire år siden startede deres gåture rundt omkring i Gribskov kommune. Initiativet bygger på et ønske om at forbedre den generelle sundhed blandt borgerne i området.

“Det er en vision hos os, at vi gerne vil gøre noget for folks helbred, og her fandt vi gåturene som en god ide. Specielt fordi vi gerne vil have nogle hjertepatienter med ud at gå, som måske kan være utrygge ved at gå selv. Men gennem gåturene er der et fællesskab og en tryghed, som forhåbentligt kan få flere hjertepatienter ud at motionere,” siger Jens Dam, formand for Hjerteforeningen Gribskov.

Søndag 5. december inviterer de igen på deres julegåtur. Vanen tro byder dagen på gåtur i den friske natur, som bliver efterfulgt af gløgg og æbleskiver. Der er mulighed for tre forskellige distancer (5, 7 og 12 kilometer), der alle starter ved Idrætshuset i Tisvilde.

“Vi mødes ved Idrætshuset på forskellige tidspunkter. De lange ture starter lidt tidligere, sådan at vi alle sammen kan slutte på nogenlunde samme tidspunkt, hvor vi har planlagt nogle ‘giv liv-aktiviteter’, hvor man kan få kursus i genoplivning og brug af hjertestarter. Og så slutter vi dagen af med gløgg, æbleskiver og julehygge, fortæller Jens Dam om arrangementet.

Der er afsat fire timer til dagens aktiviteter. Det betyder, at de første skal snøre deres støvler klokken 9, og så følger deltagerne på syv og fem kilometer derefter. Sidste år var julegåturen aflyst på grund af corona, men nu glæder Jens Dam sig til igen at kunne byde julen velkommen i behageligt selskab.

“Det er bare dejligt at komme ud at gå og få noget frisk luft sammen med andre mennesker. Der er mulighed for en god snak under gåturen, og så kan vi ønske hinanden en god jul og et godt nytår, når vi afslutter dagen rundt om bålet,” siger Jens Dam.

Sammen er vi stærkest
Som noget nyt i år har gå-fællesskabet, Gribskov Går Sammen, valgt at samarbejde med Hjerteforeningen Gribskov om julegåturen. Gribskov Går Sammen er et samarbejde mellem Gribskov Kommune og DGI Nordsjælland i et fælles ønske om at forbedre borgernes både fysiske og mentale sundhed i uforpligtende fællesskaber. Gribskov Går Sammen havde selv en julegåtur i tankerne og så derfor muligheder i at styrke relationerne og den lokale sammenhængskraft i samarbejde med Hjerteforeningen Gribskov.

“Når vi går sammen med Hjerteforeningen om julegåturen kan vi skabe endnu større synlighed om Hjerteforeningen Gribskovs aktiviteter, og selvfølgelig også skabe opmærksomhed på Gribskov Går Sammen og de lokale gå-fællesskaber. Derfor bliver det også muligt at tilslutte sig forskellige distancer på turen, så de fleste kan finde noget, der passer til dem. Og så kan vi alle sammen mødes med friske røde kinder og nye naturoplevelser i rygsækken til bålhygge og en omgang gløgg og æbleskiver,” siger Amalie Kastoft-Christensen, projektmedarbejder i Gribskov Går Sammen.

Gribskov Går Sammen tilbyder gå-værter til de længere distancer, hvilket ikke har været muligt de foregående år, når Hjerteforeningen selv har stået for turen. Således omfavner julegåturen i år alle med interesse i et gå-fællesskab på tværs af distancer og tempi. Denne mulighed glæder formand i Hjerteforeningen Gribskov, Jens Dam, som håber, at de længere distancer vil appellere til andre end deres egne hjertepatienter.

“I år er der jo noget for alle, så vi kunne godt tænke os, at der kommer nogle lidt yngre deltagere med, da vi tilbyder lidt længere gåture med større hastighed,” siger Jens Dam.

Og det ønske er en af fordelene ved samarbejdet med Gribskov Går Sammen. Deres netværk og ressourcer er med til at skabe større opmærksomhed på gå-fællesskaberne, som kan skabe en øget diversitet blandt julegængerne, fortæller Amalie Kastoft-Christensen, projektmedarbejder i Gribskov Går Sammen, og fortsætter:

“Ved at samarbejde med den lokale afdeling i Gribskov kan vi nå ud til borgere, som ellers ikke nødvendigvis ville have mod på at tage ud at gå. Med julegåturen vil vi gerne dyrke det fællesskab, der allerede er omkring gåturene, og hjælpe til, at endnu flere borgere i Gribskov får øjnene op for Hjerteforeningens gåture og de lokale gå-fællesskaber i Gribskov Går Sammen.”

Hvis du ønsker at tilbringe 2. søndag i advent ude i den smukke nordsjællandske natur, så kan du tilmelde dig inde på Gribskov Hjerteforenings hjemmeside eller hjemmesiden for Gribskov Går Sammen. Du kan også kontakte formand, Jens Dam på telefon: 26719445 eller mail: j.dam@privat.dk.

2022 byder på endnu flere gåture
Julegåturen er årets sidste tur, så der kan blive plads til at købe julegaver og danse om juletræet i resten af december. Men formanden forsikrer dog, at der er masser af gå-aktiviteter på bedring allerede kort inde i det nye år.

“Den første søndag i det nye år holder vi vores nytårsmarch. Det er en tradition, som starter nede ved Kulturhavnen i Gilleleje, og fortsætter ad Gilbjergstien, hvor vi på et tidspunkt vender om mod kaffe og kage til sidst,” fortæller han.

Foruden to gåture om måneden, så byder 2022 også på andre aktiviteter og måske nye traditioner, for Hjerteforeningen Gribskov overvejer også at tilbyde byvandringer. For som Jens Dam selv spørger, hvorfor skal det altid foregå ude i naturen, når vi har så mange smukke byer rundt omkring i kommunen.

Skriv en kommentar

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Tip os!

Powered by Vejreti.com
Sponsorerede links