TISVILDE: Nu kan du få et indblik i myrerne forunderlige væsen og verden, når Tisvilde Bio indbyder til foredrag om myrer tirsdag den 17.april.

Seniorforsker i insekt- og planteøkologi Hans Joachim Offenberg, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet er bidt af en gal myre. Det er ikke uden grund, at han har fået tilnavnet Myremanden. Den myreglade forsker kan ikke få nok af det lille dyr og har forsket i dem i mere end ti år.  I 2013 udkom han med bogen ”Myrer” og nu holder han populærvidenskabelige foredrag om myrerne og deres samfund.

Du kan opleve Myremanden, Hans Joachim Offenberg, live, når Tisvilde Bio livestreamer hans foredrag direkte fra Aarhus Universitet tirsdag den 17. april, kl.18.45.

Foto: Presse.

Om foredraget
Er myrerne en større succes end menneskene? Måske. Det kommer an på hvordan man måler succes.
Selv om de er små, vejer myrerne på kloden, samlet set, mere end hele menneskeheden.

Myrerne bruger samme strategier som os: de er organiserede i samfund med dronninger, slaver og statskup og de har “opfundet” landbruget. De holder husdyr og de kan regulere temperaturen i deres myretuer. Hør, hvordan myrerne bruger disse strategier, og hvordan de udviklede dem, lang tid inden mennesket opstod.

Myresamfundene er helt unikt organiserede som superorganismer, hvor de enkelte myrer fungerer som en organismes celler. Blot kan cellerne, i modsætning til vores egne celler, bevæge sig uafhængigt af hinanden. Den organisering betyder, at “myrer” kan ændre form og kan være flere steder på samme tid. Forskellige kaster hos myrerne udgør superorganismens organer. For eksempel fungerer myrer, der kan sprænge sig selv i luften, som immunforsvar, dronningen fungerer som både det hunlige og hanlige kønsorgan og vævermyrer har udviklet deres helt egen form for “bindevæv”.

Hør, hvordan forskerne har haft held med at benytte myrer til at erstatte sprøjtegifte i frugtplantager. Du vil også – bogstaveligt talt – høre lyden af en myre-superorganisme og lyden af de kemiske stoffer, myrerne bruger til at kommunikere med.

Under foredraget vil du få en lille smagsprøve på den lille dansk myre, der er blevet til en af verdens dyreste fødevarer.

Foto: Presse.
Hans Joachim Offenberg er Seniorforsker i insekt- og planteøkologi ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

Offentlige foredrag i Naturvidenskab
Foredraget er et led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet. Læs mere på ofn.au.dk.

Der er fri entré til foredraget. Arrangementet varer cirka to timer, og midtvejs vil der være indlagt en pause på 20 minutter.

Kort om Hans Joachim Offenberg
Født 1965. Uddannet biolog med speciale i myrer. Skrev ph.d.-afhandling om, hvordan lugten af myrer er nok til at skræmme skadedyr væk fra de planter, myrerne lever på. Holder populærvidenskabelige foredrag om myrer.

TID:  Tirsdag den 17. april 2018, kl. 18.45-20.45.
STED: Tisvilde Bio, Hovedgaden 38, 3220 Tisvildeleje
ENTRÈ: Gratis. Bestil billet her.

 

 

 

Giv din mening til kende: