Gribskov Beredskab sendt til ildløs i sommerhus

To kvindelige betjente tog første stød, og gik løs på ilden med en pulverslukker. Herefter kunne brandvæsnet slukke ilden helt, da de ankom kort efter. (Tekst/Foto: Allan Andersen)

UDSHOLT: Søndag formiddag kørte brandbilerne fra brandstationen i Gilleleje afsted, med fuld udrykning på en melding om brand i et sommerhus i Udsholt.

Brandfolkene havde fået en melding om kraftig røg i sommerhuset, det var husets egen ejer som slog alarm kl. 11.53 til 1-1-2 om det røgfyldte sommerhus på Stiigs-Ager i kvarteret omkring Store Dams Åsen.

Kort forinden havde ejeren været i sommerhuset og tændt op i brændeovnen, mens der kom lidt varme i huset forlod ejeren huset kortvarigt og da man kom tilbage var huset fyldt med røg og der kunne ses flammer omkring brændeovnen.

En patruljevogn fra Nordsjællands Politi ankom kort efter til stedet, og de to kvindelige betjente valgte at benytte deres pulverslukker mod brandstedet, lige ved siden af husets brændeovn, og efter at have tømt pulverslukkeren at trække sig ud af huset igen med det samme.

Ilden var derved blevet dæmpet i ventetiden på brandbilerne som ankom kort efter.

Et røgdykkerhold rykkede ind i det røgfyldte hus, og fik has på de sidste flammer og sikret at gløderne også var kvalt, hvorefter huset blev åbnet og ventileret. Skaderne på huset er begrænset til ca. en kvadratmeter af gulvet og cirka samme område på væggen ved siden af brændeovnen.

For at sikre alt var slukket blev gulvet skåret op, og et stykke af væggen fik samme tur. Først da det termiske kamera viste at der ikke længere var gløder tilbage, pakkede brandmandskabet sammen.

Det formodes at ilden er opstået i husets brændekurv, hvor der lå træbriketter som var benyttet ved optændningen. Formentlig er en glød endt i brændekurven, og har derefter startet branden som heldigvis blev opdaget inden det gik helt galt.

Udover de fysiske skader omkring brændeovnen, skal der en meget grundig rengøring til af huset som fik en hel del røgskader ved den ærgerlige brand – men ingen personer kom  noget til under branden.

Her rykker røgdykkerne ind i huset, kort efter betjentene havde affyret en pulverslukker mod ilden. (Foto: Gribskov Beredskab)
Huset slap i det store hele meget heldigt fra dagens ærgerlige brand. (Foto: Allan Andersen)
Koben, hammer og en brandøkse var nogle af redskaberne der kom i brug. (Foto: Allan Andersen)
Godt tilrøget – men huset slap for større skader. (Foto: Allan Andersen)

Leave a Reply