Gribskov Kommune forlader Frederiksborg Brand & Redning

(Foto: Allan Andersen)

GRIBSKOV: Tirsdag aften blev det vedtaget af et enigt Byråd at Gribskov Kommune pr. 31.december 2020 udtræder af Frederiksborg Brand & Redning.

 

Gribskov står således fast på beslutningen om at træde ud af Frederiksborg Brand og Redning, en beslutning som byrådet allerede i juni varslede om at udtræde ud af beredskabssamarbejdet. Nu er beslutningen endeligt vedtaget.

”Vores beslutning om udtrædelse af Frederiksborg Brand og Redning handler grundlæggende om, at vi gerne vil sikre vores deltidsbrandvæsen, som vi er meget stolte af i kommunen. Når det er sagt, så er vi meget optaget af fortsat at have et tæt samarbejde med de øvrige kommuner – også efter udtrædelsen. Vi ser frem til en konstruktiv og respektfuld proces, siger Borgmester Anders Gerner Frost i den udsendte pressemeddelelse.

Varslet var forbundet med en række forbehold. For eksempel skulle det sikres, at der i vedtægterne ikke var forhold, som gav uhensigtsmæssige udgifter i forbindelse med kommunens udtræden.

Begrundelsen var, da varslingen blev givet i juni, en bekymring om økonomien og et ønske om at fortsætte med udviklingen af et deltidsbrandvæsen i Gribskov Kommune.

– Det videre analysearbejde har nu medført, at Byrådet den 12. november har besluttet at fastholde, at kommunen påbegynder en udtræden af samarbejdet. Tidsperspektivet er, at endelig udtræden sker med udgangen af 2020, skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Første skridt er, at der nedsættes en forberedende beredskabskommission i Gribskov Kommune i forhold til den videre proces og afklaring om de fremadrettede rammer.

Skriv din kommentar her: