Nu ligger det fast: Gribskov Kommune hjemtager beredskabet

(Foto: Allan Andersen)
GRIBSKOV: Udvikling, By og Land besluttede tirsdag aften at hjemtage beredskabet. Det sker efter en udbudsrunde, hvor kommunen selv kom med det laveste bud på opgaven, og det kommunale beredskab går i luften 1. januar 2021.

Beredskabet i Gribskov bliver kommunalt, det besluttede udvalget Udvikling, By og Land på udvalgets møde i går, tirsdag og således kommer brandvæsnet til at stå på egene ben i Gribskov Kommune – fuldstændig som man gjorde før man blev en del af Frederiksborg Brand og Redning.

Gribskov Kommune går således tilbage til et kommunalt brandvæsen, ligesom man havde det før man blev tvunget ind i et ufrivilligt ægteskab med de øvrige kommuner i FBBR. Den eneste forskel fra tiden før FBBR, er at Gribskov Kommune nu også selv står for brandmandskabet og køretøjerne – førhen var den del overladt til Falck igennem næsten 100 år i de tidligere Helsinge og Græsted & Gilleleje Kommuner.

Brandstationen i Gilleleje har i alle årene været kommunalt ejet, mens Gribskov Kommune overtager lejemålet af brandstationen på Frederiksborgvej i Helsinge og eftersom brandkøretøjerne i forvejen allerede er leasede af Gribskov Kommune så sker der ingen ændringer på den front.

Brandmandskabet får dog nye branddragter og hjelme, idet de nuværende branddragter er leasede af Frederiksborg Brand & Redning.
Borgmester Anders Gerner Frost er formand for beredskabskommissionen i Gribskov Kommune, og oplyser i en udsendt pressemeddelelse at han ser frem til, at Gribskov Kommune får sit eget beredskab:
– Vores beredskab skal udføre en uhyre vigtig opgave, og jeg ser meget frem til, at vi snart kan kalde beredskabet vores eget igen. Og så glæder jeg mig til samarbejdet i kommissionen, siger borgmesteren.

Fortsat fokus på tæt samarbejde
Formand for Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard fortæller på vegne af udvalget:
– Jeg glæder mig over, at vi er kommet rundt om dette hjørne og nu kan gå i gang med at etablere beredskabet,” siger Pernille Søndergaard og slår fast, at der fortsat er fokus på et tæt samarbejde med nabokommunerne i Frederiksborg Brand og Redning og ligeledes Helsingør, der også har eget beredskab.

Der sker således på ingen måde nogen ændringer for samarbejdet mellem brandmandskaberne rundt om Gribskov Kommune, og der vil fuldstændig som altid komme assistance til de to lokale brandstationer såfrem det skulle blive nødvendigt.

Kommunens kontrolbud det laveste
Byrådet i Gribskov Kommune besluttede på et møde 28. januar i år, at beredskabet skulle i EU-udbud, og at kommunen selv ville give et kontrolbud på opgaven. Ved fristens udløb var kommunens bud det laveste, og dermed kommer beredskabet som forventet nu over på kommunale hænder, og beredskabet skal være køreklar 1. januar 2021.

Leave a Reply