Gribskov Kommune: Vi kræver hurtigere bredbånd

Tekst: David Abildgaard/pressemeddelelse. Foto: Presse.

GRIBSKOV: Der mangler saft og kraft i de bredbåndsløsninger, som kommuner i provinsen typisk får stillet til rådighed. En særlig bredbåndspulje skulle have løst op for problemet, men siden regeringen valgte at annullere bredbåndspuljen fra finansloven, er håbet nu, at en særlig evaluering kan ændre på tingene.

Ifølge borgmester Anders Gerner Frost er der i høj grad brug for hurtigere bredbånd i Gribskov Kommune.

– Først og fremmest tak til finansminister Nicolai Wammen for at se lidt mere nuanceret på nødvendigheden af bredbåndspuljen. Jeg er overbevist om, at evalueringen vil vise, at der fortsat er et afgørende behov for bedre internet i provinsområderne, forklarer han i en udsendt kommunal pressemeddelelse.

Dermed er Gribskov Kommune på linje med flere andre kommuner, der åbent har kritiseret, at bredbåndspuljen ikke er med i finansloven. Man henviser blandt andet til, at vi sakker bag den generelle udvikling og at brugen af it-teknologi i forhold til f.eks. hjælpemidler og telemedicin sættes under pres. Det gør også muligheden for, at borgere kan tale med sundhedsfagligt personale ved hjælp af en bredbåndsforbindelse.

– Det er nødvendigt, at vi, borgmestre med landområder og mindre landsbyer, trækker i nødbremsen og råber Christiansborgs politikere op. Det er den helt forkerte prioritering, at afskaffe støtten til bedre bredbånd og nedlægge puljen, siger borgmester Anders Gerner Frost og fortsætter:

– Hvis vi ønsker en udvikling i hele Danmark og ikke kun i de store byer, og hvis vi ønsker, at folk i nogen grad kan arbejde hjemmefra og dermed nedbringe trængslen omkring hovedstaden, ja så er det dybt bekymrende, hvis den socialdemokratiske regering vælger at sløjfe puljen til hurtigere internet. Jeg håber, at regeringen på baggrund af evalueringen nu vil finde pengene, så ordningen kan bevares og dermed understøtte udviklingen i hele Danmark, slutter borgmester Anders Gerner Frost i pressemeddelelsen.

Skriv din kommentar her: