Spareforslag godkendt: 1 mio. køer på vej til Gribskov

GRIBSKOV: I et forsøg på at undgå yderligere besparelser har Gribskov Byråd bestilt ca. 1 million køer hvert år de næste fem år fra Brasilien. Køerne vil bidrage til at undgå massive besparelser, lyder det fra kommunen.

I hvad der kun kan betegnes som en muh-lighed af de helt store, tager Gribskov Kommune som den første danske kommune en andel i det ansvar det er at huse de mange millioner slagtekvæg, der har gjort store indhug i regnskoven gennem årene. Nu bliver ansvaret flyttet, lyder det fra blandt andet de store burgerkæder, der er trætte af at blive associeret med de store miljøkonsekvenser køerne har for regnskovens dyr og folk.

Problemet bliver nu forsøgt afhjulpet ved at udlicitere opgaven til alle, der ønsker at modtage et stort antal køer – og det har Gribskov som de første valgt at takke ja til

– En million køer kan lyde som meget, men når man begynder at se på, hvor mange steder vi har at placere dem, begynder det at give god mening, lyder det fra kommunens revisor Allan S. Prilsner, der håber at borgerne vil tage godt imod de mange kommende tilflyttere.

Hver ko forventes at give en indtjening på cirka 200 kroner til kommunekassen. Det lyder måske ikke af meget, men 200 millioner kroner over de næste fem år vil kunne gøre Gribskov til en af landets rigeste kommuner, lyder det fra kommunens bogholder, der også har tænkt på den store CO2-udledning, som de mange køer vil bidrage med-

– Planen er at købe CO2 kvoter fra Østeuropa. På den måde sikrer vi, at Gribskov fortsat kan betragtes som en af landets reneste kommuner, lyder det fra regnskabschefen.

Adopter en ko
I første omgang bliver de mange kødkvæg placeret på eventpladsen i Græsted samt på ledige arealer i og omkring Esrum Kloster, men planen er på sigt at have dem integreret som en turistattraktion for Nationalparken Kongernes Nordsjælland, hvor det forventes, at køerne kan græsse frit og uden det store opsyn. Kommunen forventer at kunne tage imod en million køer årligt de næste fem år, så de ledige kommunale arealer kan fyldes ud med nok køer til at indfri de mange valgløfter.

Et andet forslag er at udlicitere en del af opgaven ved at lade borgerne selv huse køer. For hver ko man vælger at huse, vil man skulle betale en procent mindre i kommuneskat.

– Det lyder måske som en stor opgave for mange at have kvæg i baghaven, men de er utrolig nemme at have med at gøre, og man får lov at beholde mælken, forsikrer regnskabschefen.

Køerne vil på mange måder kunne bidrage til blandt andet det årlige veterantræf i Græsted, hvor de for mange vil være at betragte som en ganske naturlig tilføjelse til de mange forlystelser. Fotografik: Netavisen Gribskov.

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

TV Nordkysten

Tip os!

Powered by Vejreti.com