GUIDE: Hvad går ‘Nordkystens Fremtid’ egentlig ud på?

Tekst: David Abildgaard. Skitse: Kystteknisk Skitseprojekt, 2016.

GRIBSKOV: Der har været megen snak om fremtiden for de nordlige kystarealer på Sjælland, som trues af både erosion og frygten for stigende vandstande. Men hvordan ser fremtiden egentlig ud for nordkysten og de mange grundejere, som i bytte for en udsigt til havet nu ligger i farezonen.

Er du sommerhusejer på Nordkysten er der god grund til at ønske en bedre kystbeskyttelse, for ikke nok med at strandende svinder ind, så risikerer stigende vandstande, generel erosion og storme at gøre indhug i glæderne.

I et forsøg på at gøre noget ved problemet er der indledt en større undersøgelse af, hvad truslen reelt indebærer, og hvordan vi bedst bekæmper den.

Hvad er truslerne?
Sjællands nordkyst består af cirka 60 kilometer kyststrækning mellem Hundested Havn og Helsingør. Strækningen rummer nogle naturlige kyststrækninger som for eksempel mellem Liseleje og Tisvildeleje, Heatherhill, Udsholt Strand samt Smidstrup Strand.

Kystens skrøbelighed blev især tydelig efter stormfloderne i begyndelse af forrige århundrede, og i 1921 begyndte man at anlægge de første diger og høfder for at beskytte sig dels mod erosion og højvandet. Det var også dengang de første kystbeskyttelseslag og digelag dukkede op, og i dag har en række private kystbeskyttelseslag aktive indsatser for at beskytte netop deres arealer.

Det er bare ikke nok. Der er flere strækninger som ikke er beskyttes godt nok, og kommunerne Halsnæs, Gribskov og Helsingør har derfor indledt et samarbejde, som har fået navnet ‘Nordkystens Fremtid’. Samarbejdet har til sigte at beskytte hele kyststrækningen fra Hundested til Helsingør – på tværs af kommunegrænserne.

Bølgebrydere i aktion. Foto: Allan Andersen.

Den hidtidige beskyttelse på Nordkysten bestod i mange år primært af såkaldt hård kystbeskyttelse og kun i enkelte tilfælde som ved Liseleje og Vincentstien blev der udført strandfodring. I 1980’erne indledte med et forsøg med strandfodring ved Hald Strand, og i december 2016 vedtog kommunerne at de skulle lave et kystteknisk projekt, ‘Nordkystens Fremtid’. Næste skridt bliver en VVM-redegørelse som skal sikre, at naturen og nærmiljøet ikke lider skade af de nye tiltag for at beskytte kysten.

Hvad kan man gøre?

Ifølge en indledende undersøgelse af problemet, en såkaldte scoping foretaget af Niras, er det bedst man kan gøre for at hindre erosion på Nordkysten at fodre standene med en blanding af sand, grus og ral samt at lave skråningsbeskyttelser af sten.

Rette løsning er strandfodring med sand, grus og ral samt skråningsbeskyttelse. (Kilde: Kystteknisk Skitseprojekt, 2016)

Det er dog ikke nær nok, da også bølgerne skal begrænses. Derfor er det blevet foreslået, at kommunerne bygger bølgebrydere, høfder, flak eller rev på de strækninger, hvor stranden eroderer kraftigst.

Den opgave er dog ikke omfattet i projekt ’Nordkystens Fremtid’, der udelukkende omfatter den fælles strandfodring. Derfor tilfalder opgaven grundejerne, hvilket kan blive en endog meget dyr affære for de enkelte lodsejere.

Strandfodring?

Strandfodring går, som ordet lyder, ud på at tilføre strandene mere sand. Undersøgelserne viser, at vi mister sand hver eneste dag, og det bliver derfor en opgave som skal udføres cirka hvert femte år.

Sandet skal helst bestå af grus og ral svarende til det naturlige sediment på Nordkysten, da det forbedrer effekten, og sandet skal udlægges ligeligt fordelt i strandkanterne og på vanddybder mindre en to meter.

Den ekstra sand er med til at opbygge en buffer foran eksisterende skråningsbeskyttelser og vil dermed reducere vanddybden, hvilket blandt andet vil give bedre adgang til stranden for gæsterne.

Det er vurderet, at der indledningsvist skal bruges 2,3 millioner kubikmeter sand

Skråningsbeskyttelse?

Skråningsbeskyttelserne er nødvendige for at beskytte baglandet mod akut erosion i forbindelse med stormflod, hvor der både forekommer store bølger og høj vandstand.

Kommunerne rummer flere skråninger, der også er sårbare for såkaldte 50-års storme, ligesom vi så med Bodil i 2013. Derfor skal flere af vores skråninger sikres med beton og sten, ligesom bølgebrydere og den højere sandstand er med til at sikre, at bølgerne ikke slår så højt oppe på skråningerne.

Alternativer?

Der er blevet nævnt flere alternativer i stedt for strandfodring, som dog alle er vurderet at have en mindre effekt. De næste to alternativer vil dog blive målt og undersøgt i den kommende VVM-rapport.

Et alternativ er at holde sig udelukkende til hård kystbeskyttelse. Man forstærker den nuværende hårde kystbeskyttelse og anlægger ny hård beskyttelse i takt med at behovet opstår. Den hårde beskyttelse vil primært omfatte skråningsbeskyttelser, men bølgebrydere, høfder og udbygning af stenrev vil også kunne indgå på særligt udsatte kyststrækninger.

Et andet, og noget mere ekstremt alternativ er, at der slet ikke fores kystbeskyttelse overhoved. I stedet skal alle pengene investeres i CO2-reducerende tiltag. Erosionen vil i dette scenarie fortsætte stort set uændret, ligesom der vil ske en yderligere nedbrydning af eksisterende hård kystbeskyttelse.

Hvem skal betale?

Regningen forventes indledningsvis at blive mellem 140 og 200 millioner kroner. Dertil kommer en løbende udgift uden udløbsdato, da anlæggene skal kontinuerligt vedligeholdes og strandene jævnligt fodres med sand og ral.

Regningen ender med stor sandsynlighed hos grundejerne. I Kystdirektoratets vejledning til bidragsfordeling står der, at det som udgangspunkt vil det være de grundejere, der har direkte nytte af strandfodringen, der skal betale. Det kan være både privatpersoner og offentlige myndigheder.

Det er dog endnu ikke endeligt besluttet, hvor regningen skal sendes hen.

Et forslag lyder på at første række til vandet betaler 50%, anden række 45% og kommunerne samlet bidrager med 5% som et særligt driftstilskud.

Et andet forslag er, at de tre kommuner binder sig til at bidrage med en part på en tredjedel af betalingen de kommende 25 år. Dette vil blive lagt oven i kommunernes andel som grundejere.

Hvorfor skal grundejerne betale mest?

Ifølge en undersøgelse fra 2014 kan en god strandfodring give et boom for huspriserne, hvilket typisk er til gavn for husejerne helt op til stranden. Den samlede gevinst af sandstrande langs hele nordkysten beløber sig til en estimeret maksimal ejendomsværdistigning på hele 1,8 milliarder kroner. Langt den største stigning vil finde sted i Gribskov, der vi opleve opnå en samlet ejendomsværdistigning på 1,2 milliarder kroner, især fra boliger som ikke tidligere havde sandstand men nu får det. Disse beregninger udtrykker den maksimale ejendomsværdistigning og ikke den gennemsnitlige. 

De store værdistigninger vil dog være begrænset til huse med en afstand til vandet på mindre end 300 meter. Ligger sommerhuset længere væk, så falder værdistigningen ifølge flere undersøgelser, og efter 500 meter er det ikke muligt at finde nogen effekt af den ekstra adgang til sandstrand.

Et modelestimat fra Det natur- og Biovidenskabelige Fakultet indikerer, at salgspriserne stiger helt op til 1.2 millioner kr. for et gennemsnitligt sommerhus, der ligger inden for 300 meter af en sandstrand i forhold til et sammenligneligt sommerhus mere end 500 meter væk fra kysten.

Kilde: ‘Notat -Værdisætning af sandfordringsstrategi på nordkysten af Sjælland’, Det natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Tidsplan for projektet?

Tidsplanen pr. april 2019 ser ud som følger. Klik for større grafik:

 

Giv din mening til kende: