GUIDE: Det kan være svært at omsætte tanker til ord. Især når det er vigtigt, at modtageren forstår budskabet og at ordene har gennemslagskraft, så de kan gøre en forskel. Her er et par simple tricks til at gøre dit debatindlæg mere læseværdigt og vedrørende.

1) En god overskrift er vigtig
En overskrift er indgangen, som skal få så mange til at klikke på dit debatindlæg som muligt. Men det er samtidig vigtigt, at man ikke snyder læseren til at tro, at de klikker på noget andet. Det er en balancegang, som kan være svær at mestre.

Men vigtigt er altid at få emnet frem i overskriften.

“Jeg har fået nok!” er for eksempel en dårlig overskrift, for den siger ikke noget om, hvad skribenten har fået nok af.

“Jeg har fået nok af ringe ældrepleje” er lidt bedre, men den er stadig ikke særlig specifik, for vi ved jo ikke, hvorfor du mener ældreplejen er ringe.

“Vi mangler varme hænder i ældreplejen”. Nu begynder det at blive en god overskrift, da vi nu ved, hvad du ønsker at debattere.

2) Et debatindlæg skal ligge op til debat
Det lyder måske simpelt, men vi modtager mange debatindlæg, der mere fremstår som erklæringer end oplæg til debat.

Forsøg derfor altid at holde dig så neutral som muligt. Gå efter bolden, ikke personen, og stil åbne spørgsmål frem for at komme med anklager. Søg en dialog i stedet for at udstikke en skideballe.

3) Nævn det vigtigste først.
De fleste læsere beslutter sig for, om de vil læse en artikel eller et debatindlæg først ved at læse overskriften og derefter de første par linjer, som ofte er synlige, inden man klikker på linket.

Indled derfor ikke med at ridse sagen op, før du kommer med pointen. Det skal være lige omvendt. Vil du for eksempel gerne klage over manglende afhentning af skrald, så går det ikke først at skrive en lang smøre om, hvor glad du normalt er for din skraldemand. Gå direkte til problemets kerne: Hvorfor får vi ikke afhentet vores skrald?

4) Fat dig i relativ korthed
Vi lever i en tid, hvor tingene skal gå hurtigt. De færreste har tid til at bruge en halv time på at læse en artikel eller et debatindlæg, og det kan være til stor gene for mange at skulle bruge unødig tid på at forsnørklede sætninger, når det kunne gøre meget kortere.

Men det skal heller ikke blive for kort, for de fleste pointer og debatværdige emner har nuancer, der er behov for at blive forklaret. Et godt råd er at holde dig under 500 ord.

5) Er det bare mig?
Ofte kan man stirre sig blind på et problem, som måske har en simpel løsning. Derfor kan det ofte være godt lige at få en anden til at læse sit debatindlæg igennem, inden man trykker på send-knappen.

Kan det skrives lidt kortere?
Kan det misforstås?
Findes der allerede en løsning, som jeg ikke har opdaget?

Mange svar kan findes ved at dele sit indlæg med sine nærmeste, inden man afsender.

TØV IKKE – GØR EN FORSKEL!
Sidst, men ikke mindst, skal der her fra redaktionen på Netavisen Gribskov lyde en stor opfordring til, at du tager del i ansvaret med at gøre kommunen til et bedre sted at bo. Så har du noget på hjerte eller et forslag til, hvordan vi kan gøre det bedre, så del det med os! Politikerne læser vores netavis, og kommenterer ofte direkte på dem, så det kan i den grad svare sig at gøre sig umage ved tasterne og tage del i den frie debat.

Det kan ske ved at sende os en mail på: redaktion@netavisengribskov.dk.

Skriv gerne “debatindlæg” i mailhovedet, og hvis du ønsker at vedlægge et specifik foto med relevans for indlægget, så skal du selv have taget det eller have fået skriftlig tilladelse af fotografen som i så fald skal vedlægges en kopi af i mailen.

Giv din mening til kende: