GUIDE: Savner du inspiration til sjove aktiviteter sommeren over?

Tekst: David Abildgaard. Foto: Gribskov Kommune - Sommerferie 2019.

GRIBSKOV: Er du ung med lyst til sjov, eller har du et barn som elsker at opleve nyt? I så fald gælder det om at hoppe ind på kommunens katalog over de mange aktiviteter, som foreninger og institutioner har stablet på benene sommeren over.

Hvad enten du trænger til at komme i form eller blot få nogle sjove oplevelser, så er der rigelig med inspiration at hente i kommunens sommerkatalog. Her er der mulighed for tage hele familien til by-orienteringsløb, bygge arkitektoniske mesterværker på stranden og ta en slapper med et brætspil i bibliotekernes hyggelige omgivelser.

I kataloget, som er på 24 sider, kan du også læse om hvad laser-games går ud på, og hvordan du deltager i live rollespil.

Eller måske du gemmer en cirkusartist i maven? Cirkus Kanutski har igen i år en hel række af sjove job, som kan gøre dig til linedanser, cirkusklovn eller noget helt tredje. Måske du hellere vil stå for salget af popcorn eller sørge for, at teknikken ikke driller i teltet? – no problem. 

Parkour – den der sport hvor man springer rundt på byens rækværk og legepladser, er også på programmet. Her skal du smutte til Blistrup for at blive klogere.

Sommerkatalog Gribskov 2019 lasertags
Kataloget rummer flere tilbud til de mere aktive unge.

Den lokale Ramløse Hallen er vært for en særlig parkour-camp fra 22.- 23. juli, hvor eksperter vil lære dig de mange krumspring, der er nødvendig for at kunne skyde genvej til skolen hen over hustagene (det må du endelig ikke!, red.)

Langt de fleste sommeraktiviteter er naturligvis målrettet børn og unge, men forældre og andre familiemedlemmer er ofte mere end velkomne til at deltage. De fleste arrangementer koster penge at deltage i.

Du kan læse kataloget i sin helhed her (linket åbner en virusfri pdf-fil, red.): Sommerkatalog 2019 – Gribskov Kommune.

Giv din mening til kende: