Havregården indkalder personalet til stormøde efter fyreseddel til leder

Havregårdens personale er blevet bedt om at komme til et særligt personalemøde, som inkluderer den samlede bestyrelse. Tekst: David Abildgaard. Foto: Google Maps.
GRIBSKOV: Ansatte og forældre til børn på Havregården har i dagevis måtte gå og spekulere på, hvad der mon kan have fået skolens bestyrelse til at fyre sin leder med øjeblikkelig varsel. I aften bliver de ansatte måske en smule klogere.

Der forventes at være godt med bekymrede miner, når der her til eftermiddag kl. 15.30 holdes stormøde på Havregården. Det sker få dage efter at bestyrelsen for skolen valgte at bortvise skolens leder, byrådsmedlem Morten Ulrik Jørgensen (G), uden yderligere forklaring.

Og rygterne har i de mellemliggende dage fået lov at sprede sig på især de sociale medier, hvor der spekuleres i både øst og vest. Alligevel ønsker bestyrelsen ikke at kommentere på, hvad der fik dem til sidste søndag at bortvise skolens leder samt en anden ansat og med besked om at forlade computere og andet udstyr tilknyttet arbejdet.

RELATERET LÆSNING: Havregården kaldt til samtale med tilsyn få dage før fyreseddel til forstander

Heller ikke Morten Jørgensen har ønsket at kommentere i detaljer om årsagen til det bratte stop.

Formand: Vi vender sagen
Om de ansatte bliver klogere efter aftenens personalemøde er endnu uafklaret. Vi har talt med formanden for skolens bestyrelse, der dog ikke kan gøre os meget klogere på indholdet:

Vi kan forstå at der er indkaldt til et ekstraordinært personalemøde i dag med deltagelse af bestyrelsen. Er det korrekt?

– Det er korrekt, at Havregården holder et personalemøde i dag, hvilket havregården gør rimelig tit, så det er der ikke noget unormalt i, indleder formand for Havregårdens bestyrelse Jonas Witt til Netavisen Gribskov.

RELATERET LÆSNING: Tavshed om fyring: Byrådsmedlem stoppet som forstander af kostskole

Det vil sige, at det er et ganske normalt personalemøde?

– Selvfølgelig er det ikke et normalt møde, da vi har en konstitueret skoleleder, så de ting vil nok blive vendt.

Hvad vil i fortælle de ansatte?

– Jeg kan stadig ikke kommentere på personalesager.

HAVREGÅRDEN: Forstander i flyverskjul efter fyreseddel

Leave a Reply