Havregården kaldt til samtale med tilsyn få dage før fyreseddel til forstander

Tekst: David Abildgaard. Foto: Allan Andersen.
GILLELEJE: Netavisen Gribskov er af flere uafhængige kilder blevet orienteret om, at der få dage før fyresedlen af den nu forhenværende forstander, byrådsmedlem Morten Ulrik Jørgensen, var indkaldt til et særligt møde mellem skolebestyrelsen og Det Sociale Tilsyn.

Ifølge kilder med kendskab til sagen, blev medlemmer af bestyrelsen for Havregården i fredags indkaldt til et særligt møde med Det Sociale Tilsyn, som fører tilsyn med opholdssteder og plejefamilier.

RELATERET LÆSNING: Tavshed om fyring: Byrådsmedlem stoppet som forstander af kostskole

Årsagen til mødet skulle ifølge kilder til avisen skyldes et tidligere tilsynsbesøg på Havregården, hvor der blandt andet blev fundet uregelmæssigheder omkring indberetninger i en logbog, som de ansatte bruger til at holde hinanden orienteret om elevernes færden. Her skulle et eller flere indlæg være blevet slettet, indlæg som nogle på skolen øjensynligt ikke ønskede tilgængeligt for tilsyn og andre nysgerrige øjne.

Formand bekræfter møde
Formand for bestyrelsen i Havregården, Jonas Fedder Witt, bekræfter vores kilders oplysning om et møde med Det Sociale Tilsyn i fredags, men ønsker ikke at kommentere på indholdet af – eller årsagen til, mødet.

Har du kendskab til sagen? Kontakt redaktør David Abildgaard anonymt på david@netavisengribskov.dk

– Mødet i fredags har givet anledning til, at vi fortsat skal have en nær dialog med tilsynet, forklarer formand Jonas Fedder Witt lidt kryptisk til Netavisen Gribskov uden at ville uddybe meningen nærmere.

Bag den kryptiske besked gemmer sig dog med stor sandsynlighed en information om, at tilsynet ikke er færdig med at se på sagen; en mulighed som formanden ikke ønskede hverken at af- eller bekræfte.

Netavisen Gribskov er også blevet informeret om, at der skulle være fundet uregelmæssigheder i skolens bogføring. Også dette har vi forbeholdt formanden, som gentager, at han hverken ønsker at af- eller bekræfte informationen.

Hastebeslutning på bestyrelsesmøde
Forstander Morten Ulrik Jørgensen skulle ifølge samme kilder to dage senere, i søndags, på et ekstraordinært bestyrelsesmøde være blevet øjeblikkelig opsagt.

Hvorvidt den nu forhenværende forstander, som også fungerer som højt profileret byrådsmedlem for Nytgribskov samt formand for kommunens turistudvalg, skulle være indblandet i tilsynssagen vides ikke.

Det er stadig ikke trods adskillige forsøg lykkedes at hente en udtalelse fra Morten Ulrik Jørgensen. Forstanderen har dog i mellemtiden redigeret sin jobstatus på sociale medier som værende forhenværende ansat på Havregården. (OBS: Der stod tidligere i dette afsnit, at formanden havde skiftet jobtitel. Vi mente selvfølgelig forstanderen og beklager fejlen, red.)

3 KOMMENTARER

  1. Var selv elev fra 89/90-92/93. Det var et helvede!!! Såkaldte pædagoger og lærere hvis eneste formål var at træde på dig og få dig ned med nakken. Fik ofte at vide at jeg ingenting var, aldrig ville blive til noget osv. Det var vanligt at true med diverse hvis vi ikke makkede ret. Flere drenge blev meget groft behandlet/ muligvis slået når de ikke makkede ret og pigerne ( mig selv i blandt ) blev hængt ud foran hele skolen og nedgjort foran andre elever, Det sted skulle være jævnet med jorden for 30 år siden! Fy for satan at det først nu er opdaget hvad der i virkeligheden er foregået!
    Gudskelov kom jeg videre derfra og ind hvor andre voksne ønskede mig det godt, og er da kommet fint igennem med en god uddannelse, arbejde osv, MEN det har INTET med havregården at gøre. Som sagt burde de været lukket for længe siden.

  2. Jeg husker Morten som en omsorgsfuld lærer og voksen, og det gør mig sgu noget trist, hvis der har været svigt på det sted, jeg altid vil tænke tilbage på, som en tryg havn og vendepunkt.

  3. Han skulle havde været opsagt for flere år siden. Han har aldrig fortjent sig sin rolle som forstander på Havregården. Det eneste den mand havde i hovedet var penge. Han var slet ikke en del af de unges hverdag på skolen.

    Tidligere elev 2013-2015

Leave a Reply