Helsinge Bibliotek gentager temaaften om ordblindhed

(Pressefoto)

Helsinge Bibliotek har tidligere afholdt en temaaften om ordblindhed, hvor fokus var på gode hjælpemidler til såvel børn som voksne med ordblindhed. Det var en meget velbesøgt aften og mange af de fremmødte gav udtryk for, at det var en god og meningsfuld aften.

På den baggrund har biblioteket taget initiativ til endnu en temaaften om ordblindhed. Denne gang med oplægsholder Jesper Sehested, der står bag virksomheden ”Et liv som ordblind”. Jesper Sehested tager udgangspunkt i sit eget liv som ordblind, der ikke altid har været let.

Ved aftenens arrangement deler han sin motiverende livshistorie, hvor fokus er på, at man som ordblind ikke er dum eller doven; man skal holde fast i, at selvom ord og bogstaver driller, så  er der altid noget man er god til.

Janne Sabroe, der er formand for kreds Nordsjælland i Ordblindeforeningen, vil kort præsentere foreningen og de muligheder man har for at få hjælp og vejleledning fra foreningen.

Helsinge Bibliotek præsenterer denne aften også  tanker om et forældrenetværk for forældre til børn med ordblindhed. Formålet er, at man som forældre har et netværk, hvor man kan få mere viden om ordblindhed og om, hvordan man støtter sit barns udvikling bedst muligt. Fagpersoner vil blive tilknyttet netværket på baggrund af behov og ønsker.

Man forpligter sig ikke til at deltage i forældrenetværket, hvis man deltager i aftenens arrangement, men det vil være muligt at tilmelde sig netværket.

Det er i denne sammenhæng  også værd at nævne, at biblioteket efter sommerferien præsenterer sin første Læsehund. En læsehund kan ikke læse, men den er rigtig god til at lytte. Læsehunden motiverer derfor børn til at træne læsning gennem tryghed og glæde.

Temaaftenen finder sted torsdag 23. maj kl. 19.00-21.00 i lille sal ved biblioteket.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendigt senest 21. maj kl. 23
Man kan tilmelde sig på www.gribskovbib.dk  eller ved at skrive til Connie Trolle: ctrol@gribskov.dk

Giv din mening til kende: