Herreindsats sikrede Helsinge vigtigt point imod Espergærde

Artiklen er redigeret af: David Abildgaard. Foto: Helsinge Fodbold.
FODBOLD: Lørdag formiddag stod Helsinge Fodbold overfor en svær opgave imod Espergærde, der inden kampen lå på fjerdepladsen. Med en miserabel indsats imod Lynge i bagagen, og 6 afbud skulle Helsinge spille til deres bedste, hvis der skulle være forhåbninger om point.

Af Anders Wain Prior Larsen, Journalist, Helsinge Fodbold

Kampen startede ud i et roligt tempo, hvor begge hold skulle spille sig varme og vænne sig til den våde overflade, hvor bolden var svær at kontrollere.

Efter 15 minutters spil kom Helsinge frem til kampens første store chance. Efter gode kombinationer i højresiden hos Helsinge fik Nicklas Hvolby mast sig igennem ved baglinjen og fik lidt akavet lagt den tilrette for Nicolai Reinholdt, der fik sit første skud blokeret og på reposten diskede Espergærde målmanden op med en sublim redning.

Espergærde begyndte også at vise tænder, og fik fyret et par resolutte spark afsted imod Helsingemålet, dog uden det forvoldte målmand Rasmus Larsen de store problemer.

Helsinge med gennembruddet
Efter 32. minutters spil brød Helsinge på ny igennem højresiden. En flot dybdebold af Felix Ilskjær blev løbet op af Nicklas Hvolby, der kunne smække bolden på tværs af feltet, hvor Anders Blom dukkede op ved bagerste stolpe og kunne glide bolden i mål.

Det lignede, at Helsinge skulle gå til pausen med en fortjent 1-0 føring, men efter 40 minutters spil fik Espergærde et frispark i en giftig position. En 4-mands mur var blevet sat op, men det var ikke nok til at stoppe det fremragende frispark, Mikkel Barfod fik fyret af, og bolden sejlede over i det lange hjørne af målet, og de to hold gik derfor til pause med stillingen 1-1.

2. halvleg

Stillingen. Klik for større billede. Grafik: DBU.

2. halvleg var præget meget af duel spil og hård fight. Helsingeholdet blev presset en smule i bund, og blev udsat for en masse dødbolde, der blev slået tæt ind under mål, men en fantastisk præstation af blandt andet Asger Onsberg, der headede flere giftige bolde væk, gjorde at Helsinge overlevede presset.

Med små 20 minutter igen brugte Anders Blom sin fysik, og slap igennem Espergærde forsvaret og var alene igennem, lige indtil han blev nedlagt bagfra i feltet. Det lignede et klokkeklart straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs til stor frustration for hele Helsinge holdet. Det lignede for mange tyveri på højlys dag.

De sidste 10 minutter af kampen var ren belejring af Helsingefeltet, men med fantastisk vilje og mod fik Helsinge gang på gang afvist Espergærde og kampen endte 1-1.

Helsinges næste opgave er på lørdag, hvor de skal til Rudersdal, der ligger på rækkens 2. plads. Der er kampstart klokken 13.

Leave a Reply