Hovsa: Søvning bilist endte på taget på Valbyvej

(Foto: Allan Andersen)

VALBY: En uopmærksom bilist endte meget uelegant på taget, lige ved lergravningen på Valbyvej, lørdag middag. Der skete ingen personskade ved uheldet.

Bilisten kom kørende i sin personbil ad Valbyvej i retning mod Rågeleje, da han – ifølge Nordsjællands Politi – faldt i søvn bag rattet og derfor endte med det højre hjulpar nede i grøften lige der hvor indkørslen til lergravningen er placeret.

Bilen ramte dermed direkte ind i kanten, hvilket fik bilen til at vælte rundt og ende liggende på taget. Alarmcentralen på 1-1-2 modtog alarmopkaldet kl. 12.12 om solouheld og ambulance samt en politipatrulje blev sendt frem til stedet.

– Der var heldigvis ingen personskade, og bilisten erkendte på stedet at uheldet skyldtes at han var faldet i søvn bag rattet. Han blev testet for både alkohol og narkotika, og begge tests var negative så der var ikke det store i sagen for politiet, oplyste vagtchefen for Nordsjællands Politi til Netavisen Gribskov.

Den uheldige bilist var en yngre engelsktalende mand, bilen var dog på danske plader, men der er næppe noget krav fra nogen i forbindelse med solouheldet som heller ikke medførte lækage af hverken olie eller brændstof på stedet.

Hvornår bilen bliver fjernet fra stedet er ukendt.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)

Leave a Reply