Oplev forfatter i samtale med sognepræst om depression

Peter Øvig Knudsen. Tekst: David Abildgaard. Foto: Simon Klein Knudsen/presse.
HELSINGE: Tirsdag 24. november kl. 19 har du mulighed for at opleve journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen i samtale med sognepræst Tina Buchwald fra Blistrup Kirke. Det sker på Helsinge Bibliotek og et af de bærende emner er depression og hvordan den kan ramme uventet.

I november 2016 døde forfatteren Peter Øvigs mor. Allerede samme dag besluttede forfatteren, at han ville skrive en bog  om sin deprimerede mor. Også bogens titel stod lysende klar for ham: Min mor var besat.

I foredraget fortæller Peter Øvig om at vokse op som barn af en psykisk syg, ligesom han giver et billede af de mange andre traumatiske hemmeligheder bag de pæne facader i barndommens parcelhuskvarter. Men han beretter også om, hvordan noget begyndte at gå i skred i ham selv, da han under arbejdet med bogen fik adgang til sin mors psykiatriske journaler, og han selv røg ind i en alvorlig depression – præcis som sin mor.

Øvig Knudsen er uddannet journalist og har arbejdet for blandt andre Information, Weekendavisen og DR, hvor han lavede programmet Marathon; en række 24 timers interview hjemme hos diverse kendte. Siden 2003 har han arbejdet som forfatter på fuld tid.

Arrangementet gennemføres efter gældende Corona-retningslinjer.

Leave a Reply