Ingen panik: Drone undersøgte fjernvarmerør for lækager

Droner er ikke kun legetøj - de er også værdifulde værktøjer for det civile erhverv og ikke mindst for politi og redningsmandskab. (Arkivfoto: Allan Andersen)

GILLELEJE: Sent onsdag aften og de første nattetimer bemærkede folk rundt om i Gilleleje en kraftigt oplyst drone som susede rundt – og det var der en yderst god grund til.

Mange har en forkert opfattelse af droner som værende legetøj, som kun er til gene. Sandheden er derimod at droner er et yderst værdifuldt stykke værktøj for både staten og det civile erhverv.

Politiet samt redningsberedskaber hele landet over benytter meget droner ved indsatser, feks. er disse meget værdifulde ved oversigt på brandsteder, ved trafikulykker og ikke mindst ved eftersøgning af forsvundne personer. Sidstnævnte indsats blev set i januar måned hvor Beredskabsstyrelsen arbejdede i Helsinge med flere droner under eftersøgningen af en savnet kvinde.

Gilleleje Fjernvarmeværk annoncerede i december at man skulle undersøge fjernvarmerørene med en drone og at undersøgelserne ville strække sig et stykke ind i januar – som nu har vist sig at nå ind i februar måned også.

– Det er helt korrekt at der bliver fløjet med drone for fjernevarmeselskabet. Vi tester dog en fixed-Wing drone som er helt lydløs, og kan holde sig i luften i mere end 2 timer. Det skulle gerne give mindst mulig gene for beboerne i Gilleleje, oplyser Jan Engsted, CEO -WeFly Droneoperations til Netavisen Gribskov.

Tricket ved at flyve med dronerne om natten er indlysende, idet de er udstyret med termiske kameraer og derved kan se hvor det varme fjernvarmevand løber ud under jorden. Om dagen ville der være masser af generende varmekilder som bilmotorer, brug af varmt vand i husene som løber ud i kloakkerne, mennesker som bevæger sig rundt osv.

Ved at flyve om natten med de termiske kameraer, så er der minimalt med generende varmekilder og arbejdet kan derved gennemføres hurtigere.

Leave a Reply