Jonna Præst forlader Dansk Folkeparti: Bliver løsgænger i Byrådet

Tekst: David Abildgaard. Foto: Presse.

GRIBSKOV: Byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Jonna Præst, har efter gårsdagens generalforsamling valgt at forlade partiet med øjeblikkelig virkning. Også hendes mand og tidligere DF-formand Ole Præst valgte at forlade partiet under generalforsamlingen.

Der var dramatik og høj bølgegang, da Dansk Folkeparti søndag holdt sin traditionelle generalforsamling i den store kultursal ved biblioteket i Helsinge. Midt under præsentationen af regnskabet valgte byrådsmedlem Jonna Præst at rejse sig og for at begære, at hun forlader partiet med øjeblikkelig virkning.

– Jeg kunne ikke godkende regnskabet, for der var alt for mange mangler, forklarer Jonna Præst til Netavisen Gribskov dagen derpå som årsag til beslutningen.

– Vi fik først udleveret regnskabet da vi sad og skulle godkende det, og jeg sagde, at  det var i strid med god regnskabsskik at udlevere sådan et regnskab, uddyber hun og peger på, at regnskabet var langt mere kortfattet end forventet.

– Jeg kan ikke i god tro godkende et regnskab på kun otte linjer, som ikke har udspecificeret noget som helst. Og når man først kan se regnskabet, efter at jeg havde bedt om det, så mener jeg ikke, det kan godkendes. Vi havde jo ikke tid til at se det igennem, og bestyrelsen har heller ikke godkendt regnskab, kun Marlene Harpsøe som er udpeget som revisor, forklarer Jonna Præst og oplyser at hun vil udsende en pressemeddelelse i løbet af i morgen, onsdag.

På spørgsmålet om, hvad hun nu vil gøre med hensyn til sit arbejde i Byrådet, hvor hun nu bliver løsgænger:

– Jeg vil stadig arbejde videre for Dansk Folkeparti, som jeg stadig støtter. Jeg er bare ikke længere medlem, begrunder hun.

Jonna Præst ønsker ikke at svare på, om hun har tænkt sig at stille op, og i så fald for hvilket parti, til det kommende kommunalvalg.

OPDATERET 23/6: Jonna Præst har valgt at skifte til Nytgribskov. Det kan du læse mere om her:

Uventet drejning: Jonna Præst skifter fra Dansk Folkeparti til Nytgribskov

Ole Præst: Det var for amatøragtigt
Hendes ægtemand, Ole Præst, valgte at forlade partiet samme dag, men af en lidt anden årsag.

– Jeg forlader partiet på grund af den lukkede måde partiforeningen kører på, hvor man for eksempel kun sender vigtige informationer rundt til bestyrelsen og et par andre. Vi andre får intet at vide. Der er heller ingen medlemsaktivitet længere. Det er så amatøragtig, at man græmmes, siger han.

Opdateret 23/6:
Vi har modtaget en række yderligere begrundelser fra Ole Præst:

– Jeg ønsker ikke at være medlem af en vælgerforening, hvor formand og bestyrelse ikke administrerer afdelingen efter vedtægterne. En forening hvor bestyrelsen ikke ser dens beretning og regnskab til godkendelse før dette bliver fremlagt på den ordinære generalforsamling. En generalforsamling hvor dagsordenen ikke er i overensstemmelse med vedtægtens paragraf for valg. En generalforsamling hvor regnskabet først bliver uddelt ved starten af punktet i dagsordenen.En generalforsamling hvor valget til poster allerede er forudbestemt o.s.v., forklarer han til Netavisen Gribskov.

Formand: Alt var i orden
Nyudpeget formand for den lokale Gribskov-gren af Dansk Folkeparti, Michael Rerup, stiller sig uforstående over for den voldsomme reaktion. Han understreger at regnskabet blev enstemmigt godkendt på generalforsamlingen.

– Jeg tog kritikken vedrørende regnskabet til efterretning og fortalte, at jeg ville gøre som foreslået fremadrettet, men Jonna ønskede at stoppe generalforsamlingen og finde en ny ny dato, for hun og Ole mente ikke, at regnskabet var ført efter god regnskabsskik. Men det er påtegnet fra revisor så tingene er i orden, begrunder formanden, der ikke finder nogle problemer med regnskabet.

– Vi nåede kun til gennemgangen af brugskontoen, før de gik, og var der noget, de havde ønsket udspecificeret, så kunne de have fundet det i regnskabets bilag. Samtlige bilag var i salen, forklarer Michael Rerup.

Han holder på torsdag det første bestyrelsesmøde som valgt formand.

– Så vi ser fremad. Det er rart, at Jonna stadig vil arbejde for vores mærkesager, men vi ser hende nu som løsgænger. Vi vil arbejde sammen med hende, helt på linje med de andre byrådspolitikere, men hun er ikke en del af partiet mere, slår han fast.

Leave a Reply