GRIBSKOV: Julen kan være en ensom tid for enlige, enkefolk og folk uden familier. Ofte kan juleaften alligevel nydes i godt selskab, og et af de gode tilbud finder sted i Græsted, hvor den lokale kro inviterer inden for i samarbejde med Frivilligcenter Græsted. Centeret søger også efter frivillige kræfter.

Hvis årets juleaften ligner sidste års, så forventes der cirka 100 deltagere i Græsted, og som de forgangene år foregår det i Græsted Kro ved torvet. Dagen er gjort muligt via Julearrangør-gruppen under Frivilligcenter Græsted, der oplyser, at alle er velkomne både enlige, par og familier med børn. Og det hele er som vanligt ganske gratis.

– Der bydes på julemad, julen synges ind, og der sørges for god underholdning. Der afsluttes med kaffe, brød og julegodter. Deltagelse er gratis, og i det omfang det er muligt arrangeres der også kørsel. Forudsætningen er, at der er en chauffør, og at man kan transporteres i en almindelig personbil, lyder det fra arrangørerne.

Arrangementet foregår d. 24. december kl. 17.30 til cirka 22.

Du kan hjælpe
Har du overskud til at hjælpe til juleaften som en af de frivillige hjælpere, så er det også muligt. I så fald skal du kontakte frivilligcenteret, som kan fortælle lidt mere om hvad det indebærer.

Undertegnede har flere gange deltaget som frivillig juleaften og kan skrive under på, at det meget let kan blive en utrolig hyggelig stund med mennesker i samme gode sindelag.

Kontakt Frivilligcenter Græsted på 4839 4930 eller på Kontakt@frivillligcenter-graested.dk.

Det er også muligt at give donationer i form af mad, julegaver, kontanter med mere. Det kan bedst ske ved først at sende en mail eller ringe på ovenstående nummer, så der kan koordineres bedre.

Giv din mening til kende: