Julen er i fare. Kan den mon reddes af de to nisser fra Honningbanden? Få svaret på Helsinge Bibliotek lørdag den 8. december. (Foto: Presse. Tekst: Presse/Siff Camilla Kingod.)

HELSINGE: Julen er i fare! Nogen har stjålet Nissekraften. Og nogen må finde den igen. Kom til Julestue på Helsinge Bibliotek og se, om det lykkes nisserne fra Teater Honningbanden at redde julen. Bagefter er der julehygge med juleklip, nissemusik og æbleskiver.

Nissen med det mærkelige navn, som de andre nisser griner af, mister det allervigtigste og pludselig er Nissekraften og julens trylleri borte.

Åh nej. Hvem har dog stjålet noget så vigtigt? Og hvorfor? Og kan juleglæden reddes?

Det kan du finde ud af, hvis du tør, lørdag den 8. december, klokken 11. Her får Helsinge Bibliotek nemlig besøg af to nisser fra Honningbanden. De vil forsøge at opklare mysteriet og redde julen i et juleteaterstykke for dig, der er mellem 3-10 år og dine voksne.

Der er jule(u)hygge for de 3-10-årige, når Honningbandens nisser skal redde Julen. (Grafik: Presse. Tekst: Siff Camilla Kingod.)

Et rigtigt juleteaterstykke
”Hvem har stjålet Nissekraften” er et rigtigt juleteaterstykke med en vidunderlig fortælling om jul, venskab og kærlighed. Fortællingen er pakket ind i poetisk julegavepapir med små overraskelser, (næsten) ægte magi og en lille smule uhygge i børnehøjde.

Det er en følsom, spændende, sjov og varm juleforestilling for publikum i alderen 3-10 år og deres voksne. Med plads til publikums indfald før, under og efter forestillingen. Du kan trygt regne med, at julens magi breder sig til både børn og voksne blandt publikum. Og mon ikke det endnu engang lykkes at redde juleglæden?

Teater Honningbanden
Teater Honningbanden er et lille århusiansk børneteater, der til dagligt ledes af historiefortæller og skuespiller Asger Rasmussen. Han spiller den ene hovedrolle i denne forestilling overfor skuespiller Maja Muhlack.

Manuskriptet er skrevet af den århusianske børneteatermager Poul Lokjær, der i sin tid var med til at danne Honningbanden. Nu har han trukket sit tilbage, men fungerer stadig som kunstnerisk mentor.

Der serveres lune æbleskiver til julehyggen efter forestillingen. (Foto: Presse. Tekst: Siff Camilla Kingod.)

Julehygge og æbleskiver
Efter den spændende forestilling åbner julestuen. Her er der julehygge med juleklip, nissemusik og æbleskiver fra klokken 12-14.

– Kom og vær med til en hyggelig dag på biblioteket, lyder det fra Lone Trans fra Helsinge Bibliotek.

TID: Lørdag den 8. december, klokken 11-14.
STED: Helsinge Bibliotek, Skolegade 43, 3200 Helsinge.
ENTRÉ: Gratis.

 

Giv din mening til kende: