GILLELEJE: Gilleleje Byorkesters ungdomsafdeling, Juniororkesteret, inviterer til åbent hus for unge i aldersgruppen 9-16, der kunne tænke sig at lære at spille i et orkester med jævnaldrende. Forældre er selvfølgelig mere end velkomne til at tage med.

Juniororkesteret havde sin beskedne start tilbage i 2013 med blot tre elever. Siden er det vokset til 13 medlemmer, alle i alderen 9-16, der sammen øver sig på at blive et bedre orkester. Målgruppen er børn fra 8 -11 år, men både yngre og ældre børn kan blive medlemmer.

Tirsdag d. 16. januar kl. 18 inviterer orkesteret til åbent hus i kantinen i Gilbjergskolen, Parkvej, hvor de unge kan prøve de forskellige horninstrumenter og møde andre jævnaldrende med musikalske interesser. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.

Eleverne i orkesteret spiller alle på blæseinstrumenter og modtager løbende eneundervisning og øver sammenspil superviseret af kvalificerede lærere med henblik på at kunne indgå i et harmoniorkester. Man kan lære at spille på fløjte, trompet, saxofon, trombone og trommer, ligesom der også er mulighed for at spille klarinet og horn.

Ud over at man lærer at spille i orkester, bliver der også hen over året holdt musikalske workshops med andre ungdomsorkestre. Orkesterleder er Jacob Sørensen, konservatorieuddannet musiklærer.

Tid: Tirsdag d. 16. januar kl. 18.
Sted: Gilbjergskolen, Parkvej, Gilleleje. Kantinen.
Entre: Gratis. Du dukker bare op.