Klimagruppe klar med årets første klimacykeltur

De cykelglade kan igen snøre hjelmen på hovedet og nyde naturen i fællesskab. Foto: Klimagruppen Gribskov.

GRIBSKOV: Det plejer at være så hyggeligt, når klimagruppen griber cyklerne for at besøge klima- og naturinteressante områder i kommunen. Nu er gruppen klar til at trille ud af Corona-tågen, det sker nu på lørdag, og du er meget velkommen til at deltage.

Klimagruppen i Gribskov byder nu på årets første cykeltur, som starter fra Helsinge Station lørdag den 23. maj kl. 10.

– Og da vi på det tidspunkt ikke er helt ude af restriktionerne om hvor mange, der må mødes, så stoppes tilmeldingen ved 10 deltagere, oplyser gruppen i en udsendt pressemeddelelse.

Temaet for cykelturen er denne gang natur og friluftsliv.

– Det bliver en farverig tur og samtidig en blandet landhandel med skovhave, shelters og naturen ved Arresø. Vi starter med besøg hos Tonny og Tine i Haldbjerg Skovhave og shelterplads, hvor man kan nyde udsigten over Solbjerg Engsø. Dernæst cykles på grusveje ned til Nejede Vesterskov og ud til udsigtsplatformen for at spejde ud i naturen efter havørnene og endelig tager vi forbi Arresø ved Pøleåen og hører mere om friluftsliv, forklarer turguide Jens Erik Larsen.

Det er gratis at deltage, men tilmelding skal først ske til denne mail: cykelje@gmail.com.

Oplys gerne antal deltagere, og du vil få svar tilbage, om der stadig er plads på grund af restriktionerne.

Turen er på ca. 25 km og tænkes at vare 3-4 timer. Medbring mad og drikke samt din cykel i god stand.

Skriv din kommentar her: