Klimagruppen i Gribskov inviterer på cykeltur onsdag den 20. juni. Turen handler om miljø og produktion i kommunen og går denne onsdag til to virksomheder. Her vil der blive set på, hvordan man håndterer materialer, energi og miljø.

Klimagruppen byder nu på sæsonens anden tema-cykeltur. Denne gang er emnet ‘produktion og miljø’ og handler om, hvordan kommunens produktionsvirksomheder håndterer materialer, energi og miljø.

På miljøvenlige transportmidler besøger gruppen virksomhederne Gilleleje Havns Bageri og Delikatesser på Fiskerbakken 10 i industrikvarteret samt Metacoat a/s på Gillelejevej 28B i Esbønderup.

Bæredygtig bundlinje
Bageriet er tilknyttet projekt Bæredygtig Bundlinje, som støtter udvikling af grønne forretningsmodeller. Projektets parterne er blandt andet Region Hovedstaden, en række kommuner og Gribskov Erhvervscenter. Hvad det går ud på, hører vi om under besøget.

Virksomheden har desuden vindenergibevis fra Scanenergi. Hvordan det fungerer, hører vi også om.

Genindvinder farver
Metacoat a/s har en helt anden type produktion. Virksomheden er førende i pulverlakering og industriel overfladebehandling af metal. Produktionen er miljørigtig. Der bruges ikke flygtige indholdsstoffer.

Som miljøgodkendt listevirksomhed, skal virksomheden leve op til en række krav. Under besøget hører vi, hvordan man sikrer mod skadevirkninger på miljøet inde og ude og om genindvinding af farver.

Turinformation
Turen starter kl. 12.00 på Gilleleje Station. (Der ankommer tog fra Helsingør kl.11.43 og fra Hillerød kl.11.59 for dem, der vil spare lidt på kræfterne. Cykler medtages gratis.)

Fra stationen går turen på til Bageriet på Fiskerbakken med forventet ankomst kl. 12.15.
Omkring kl. 13.15 går turen videre til Metacoat a/s i Esbønderup med ankomst cirka kl. 14.15. Besøget varer en times tid.

Efter besøget går cykelturen til Saltrup Trinbræt, hvor den slutter. Der går tog mod Gilleleje i minuttallene 15 og 45 og mod Hillerød i minuttallene 27 og 57. Ellers følger man rute 33 tilbage fra Saltrup til Gilleleje.

Samlet længde på cykelturen er cirka 17 kilometer. Der er cykelsti det meste af vejen. Turleder er Jan-Helge Larsen.

Tilmelding nødvendig senest den 17.  juni på mail cykelje@gmail.com. Deltagelse er gratis, men eventuel togbillet betaler man selv.

TID: Onsdag den 20. juni, kl. 12.00
STED: Gilleleje Station, Gilleleje Stationsvej 10, 3250 Gilleleje.
ENTRÉ: Gratis. (Eventuel togbillet betaler man selv.)