Kommunen åbner legestue for småbørn og nybagte fædre

GRIBSKOV: Gribskov Kommune åbner en legestue, hvor fædre med børn i alderen 0-3 år kan komme og tage en dag sammen med deres børn i selskab med andre fædre.

Som konsekvens af øremærket barsel til fædre, som blev vedtaget i EU i foråret 2019, vil man indenfor de kommende år se flere og flere fædre på barsel. Det forventede skifte imødekommer kommunen nu ved at etablere legestue for fædre på barsel.

Fars Legestue hedder konceptet og åbner 16. august. Der er åbent hver fredag fra kl. 10-13 og en tovholder byder velkommen og er med til at sikre den gode stemning. Der vil også være frisk kaffe på kanden.

Legestuen har adresse på Kongensgavevej 93 i Helsinge, og det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding.

Sundhedsplejen vil også kigge forbi, og her kan fædrene få mulighed for at stille alle de spørgsmål de måtte have.

Den ottende Fars legestue
Fars Legestue i Gribskov er den ottende af sin slags i Danmark.

Legestuen bliver åbnet i samarbejde med Forum for Mænds Sundhed der har projekt Far for Livet, støttet af Nordea-Fonden. 

Forventningen er at legestue vil kunne sætte ekstra fokus på fædrene, hvilket kommunen oplyser ligger i tråd med kommunens sundhedspleje.

Her har man blandt andet det seneste år kørt en fædregruppe for kommende og nybagte fædre. Fars Legestue i Gribskov er på mange måder en forlængelse af det arbejde der allerede er godt i gang.

– Vi glæder os til at byde fædre og deres børn velkommen i vores nye Fars Legestue, og håber legestuen med tiden vil vokse, så mange fædre vil få gavne af den, udtaler teamleder for sundhedsplejen i Gribskov Kommune, Trine Brøndmark, i en udsendt pressemeddelelse.

Fakta
Hver fredag kl. 10-13. Starter 16. august.
STED: Kongensgavevej 93, 3200 Helsinge.
ENTRE: Gratis, ingen tilmelding. Målrettet fædre med børn i alderen 0-3 år. Har man børn i alderen op til 5 år er de også velkommen.

 

Skriv din kommentar her: