Kommunen klar til spadestik på nyt friplejehjem

Bavne Ager Vest kan snart se frem til nye naboer i form af et friplejehjem. Genrefoto: Gribskov Kommune.

Foto: Gribskov Kommune.

GILLELEJE: Kommunen er onsdag d. 9. maj klar til at tage første spadestik på kommunens kommende friplejehjem på Bavne Ager.

9. maj markeres begyndelsen på byggeriet af et kommende friplejehjem på Bavne Ager. Friplejehjemmet vil omfatte 72 plejeboliger med tilhørende fælles- og servicearealer, og vil forventeligt stå klar til indflytning september 2019. ATP Ejendomme står som bygherre af friplejehjemmet, der udlejes til OK Fonden.

Det solgte areal er på cirka fem fodboldbaner, og byggeriet på grunden var oprindeligt planlagt til at opstarte sidste år.

Spadestikket sker med både taler og forfriskninger og blandt andet borgmesteren vil stå klar med et par bevingede ord.

Friplejehjem?
Det blev i 2007 lovmæssigt muligt for private at drive såkaldte friplejehjem. Friplejehjem har en privat finansiering udover det offentlige tilskud. De slipper dermed for at blive offentligt reguleret gennem en driftsoverenskomst, som tilfældet er for de selvejende institutioner. Det giver ledelsen en langt større grad af indflydelse på driften end på kommunalt drevne plejehjem og beboerne kan i tilgift i større grad selv bestemme og have direkte indflydelse på, hvordan hverdagen skal fungere, for eksempel med mulighed for at tilkøbe ekstra ydelser som mere rengøring eller ledsagelse af en plejer på udeture.

Udviklingen af de private plejehjem vækker dog også bekymring. Ældresagen har været ude og advare mod udviklingen, som de frygter kan medvirke til at udhule kvaliteten af den kommunale pleje eller føre til mere egenbetaling i fremtiden.

Særligt er der grund til at frygte en opdeling af et A- og et B-hold, advarer ældresagen, der på deres hjemmeside blandt andet peger på det faktum, at friplejehjemmene har egne ventelister og derfor kan vælge at opstille sine egne kriterier for, hvilke borgere, der skal tilbydes en plads.

 

Giv din mening til kende: