Konservative: Det er et underlødigt angreb fra formanden

Konservative svarer igen på kritikken fra Venstre, som mener, at daværende børneudvalgsformand Trine Egetved (th) fra Konservative kunne have forhindret det økonomiske morads, som flere af kommunens folkeskoler i dag står over for. Tekst: David Abildgaard. Foto: Konservative. (I foto: Jesper Behrensdorff (tv), Trine Egetved (th)).

GRIBSKOV: Venstres formand for børneudvalget er ifølge Konservatives byrådsmedlem Trine Egetved helt ude i hampen med sine beskyldninger om, at Konservative skulle have kunnet været i stand til at forhindre de nuværende økonomiske kvaler i skolevæsenet. Det er derimod NytGribskov og Venstre, som bør være deres ansvar værdige, lyder den politiske returnering fra Trine Egetved.


Vi nærmer os Amerikanske tilstande i Gribskov Kommune. Vi får komplet modstridende forklaringer til, hvem der rettelig bør klandres for at have sat skolerne i så alvorlig et økonomisk bekneb, at flere skolebestyrelser nu føler sig nødsaget til at råbe vagt i gevær.

På den ene side mener den siddende formand for børneudvalget, Natasha Stenbo Enetoft (V), at Trine Egetved bærer en stor del af ansvaret fra sin tid som formand for samme udvalg. Trine Egedal har på den anden side en ganske anden og direkte modstridende holdning til sagen, hvilket hun får lov at uddybe:

Telefoninterview med Trine Egetved, 28. november kl. 18.04.
Hej Trine. Du bliver af formanden for Børneudvalget beskyldt for ikke at have gjort nok som tidligere formand for at forhindre det økonomiske kaos, som du selv i dag gør opmærksom på har ramt skolevæsenet. Har du en kommentar?

– Jeg kan godt forstå, at hun er frustreret over, at hun valgte ikke at reagere på vores henvendelse i børneudvalget, men hun var ikke interesseret i at se på sagen, før den fremtidige task-force var i gang. Og jeg kan se, at jeg har massiv opbakning fra flere skolebestyrelser, der siger, at det har været meget svært styrbart.

Du tænker på det åbne brev fra Gilbjerskolens bestyrelse?

– Ja… Og det er altså også utroligt nemt at sige, at “det er min forgængers skyld”. Det er helt rigtigt, at jeg i 2017 opdager et meget stort merforbrug på SP-rammen, hvor enkelte skoler står med massive udfordringer. Vi vælger derfor at nulstille forbruget, så de ikke skal slæbe rundt med gammel gæld og at lave ny model med kollektivt ansvar på tværs af skolerne. Vi beder også om en tæt opfølgning, både på hvordan der bliver fulgt op og omkring økonomien. Vi ønskede netop ikke, at det skulle ramme almenområdet. 

Men det gjorde det så alligevel.

– Jeg må bare sige, at det ikke er min skyld, at der ikke blev fulgt op. Denne her beslutning blev taget en måned før, jeg trådte af. Jeg afgiver formandsposten den 1. januar, hvor der i øvrigt dengang var en Venstreborgmester (Kim Valentin, red.) og en venstre-næstformand i børneudvalget, og jeg sad altså i et parti med kun to mandater i byrådet… så det er lidt voldsomt og underlødigt at komme med sådan et personangreb, som Natasha gør. Var jeg blevet siddende som formand, så garanterer jeg for, at jeg havde fulgt sagen tæt, i øvrigt sammen med administrationen og skolelederne, for det var jo et forsøg på en ny måde at gøre det på.

Det virker ikke til, at forsøget gik særligt godt.

– Nej, det gjorde det måske ikke. Det første skoleår, 17/18, gik faktisk ganske udmærket, for skoleåret gik i balance. Så skete der noget i 2. skoleår, 2018/19, hvor der blev ekskluderet 66 ekstra børn til dyre specialtilbud frem for at have nogle lokale tilbud på skolerne; en stigning på 23 procent, så det er rigtig mange børn, man sender afsted. Og det er ikke sket på min vagt.

Hvem har så den vagt?

– Det er en siddende udvalgsformands opgave at have en tæt og nær dialog med administrationen og lægge op til udvalget. Det er ikke mig, som menigt udvalgsmedlem, der skal gøre det. Og det var altså ikke med mig som formand, at der blev flyttet 7,8 mio. kroners inklusionsmidler fra almenområdet og over til special-rammen – vel og mærke uden der blev taget en politisk beslutning om det. Det var mens Natasha selv sad i formandsstolen. Jeg er ked af, at det skal ende i de her personangreb, men økonomien er først for alvor løbet af sporet i det seneste halvandet år, hvor først NytGribskov sad med formandsposten og nu Venstre.

– Jeg ved godt, hvad der er sket på min vagt. Og det står jeg fulgt på mål for. Men ikke hvad efterfølgende formænd har valgt at gøre. De har haft alle muligheder for at lave det om, hvis de syntes det ikke fungerede. Eller de kunne have valgt at følge det tæt, som vi jo udtrykkeligt havde bedt om. Var det sket på min vagt, havde jeg reageret langt før.

Skriv din kommentar her: