KRONIK: Regeringens klimapolitik er en potemkinkulisse af forfængelighed

Erick Thürmer. Foto: Privat.
KRONIK: Rammerne for den danske klimapolitik er blevet et trofæskab, vi fylder op med meningsløse ”procentpokaler”, og hvor pokalerne er blevet målet i sig selv.

Af: Erick Thürmer, adm. direktør Thürmer Tools. Folketingskandidat, Konservative.

I 1997 på FN’s klimatopmøde i Kyoto skulle beslutningstagerne enes om en måde at opgøre jordens CO2-udledninger og atmosfæriske forhold på. Det resulterede bl.a. i, at man blev enige om, at biomasse kunne bogføres om klimaneutralt.

Så på trods af, at vi i Danmark massivt understøtter vores vedvarende energiproduktion med afbrænding af ”CO2-saftigt” træ, går vores klimaregnskab i nul på den konto – det er da belejligt, når vi som politikere fægter med grønne lyssværd. Problemet er bare, at spørgsmålet om biomassens CO2-neutralitet var fuldstændig fraværende i Kyoto, og ingen tog stilling til begrebet kulstofgæld.

Og hvis der er noget, der kan få en borgerlig fabrikant som mig op af jorden som en surikat og spejde efter fare i horisonten, er det ordet ”gæld”, særligt når EU’s Videnskabsakademi, EASAC, i dag kalder biomasse for ”et regnskabsmæssigt smuthul”.

Er den danske klimapokal i virkeligheden lavet af blik og lånte fjer? Ja, måske!

Vores og Europas tilgang til klimaet er blevet en farce af Holbergske dimensioner, og jeg savner i den grad en mere forretningsmæssig tilgang til debatten, hvor vi forsøger at anskue klimaudfordringerne som en forretningsmæssig mulighed. En mulighed for at bygge noget som er bæredygtigt, der kan eksporteres, og som kan skabe vækst i samfundet.

I stedet bruger vi al vores tankevirksomhed på procenttal, fordi vores klimaminister vil prale med 70% CO2-reduktion på den store politiske scene, selv om den reduktion i høj grad kommer fra tiltag, der i et globalt perspektiv er håbløse – hvis alle gjorde som Danmark, var der ingen skov tilbage på kloden i løbet få årtier.

Klimarådet kaster med CO2-afgifter for at kunne nå regeringens målsætning, og de CO2-tunge virksomheder i flokken hyler, når stenen rammer dem. Personligt, som fabrikant, har jeg ingen problemer med fornuftige afgifter, men jeg har et problem med at indføre dem for at kunne hæve en klimapokal ingen andre lande kan, eller vil, stile efter.

At bruge for meget tid på at diskutere procentvise reduktioner der i det globale klimaregnskab er hullet som en mølædt skjorte, er blot et udtryk for politisk navlebeskuelse, og det kan vi ikke være bekendt over for de næste generationer; vores børn og deres børn.

Tidsrammen er kort, hvis vi skal nå at bremse CO2-udledningerne før det er for sent. Så lad os nu bruge tiden på at finde globale løsninger der bunder i fornuft og god forretning for både klima og virksomheder, fremfor at jagte meningsløse pokaler der kun tjener regeringens forfængelighed.

Leave a Reply