Læs kommunens nye demensstrategi her

Tekst og grafik: Gribskov Kommune. Redigeret af: David Abildgaard.

GRIBSKOV: Byrådet forventes i aften at give endelig ok til kommunens nye demensstrategi. Den har til formål at sikre demente et mere værdigt ældreliv og er blevet vel modtaget hos de relevante foreninger.

Du kan læse strategien i sin fulde ordlyd herunder. Alternativt kan du klikke på følgende link, hvor du kan komme til en pdf-fil med samme tekst: Demensstrategi 2019-22.

Forord
Byrådet i Gribskov Kommune ønsker at understøtte et godt og værdigt liv for borgere med demens. Gribskov Kommune skal være et godt sted at være borger, med og uden demens. Demensstrategien er målrettet alle borgere i kommunen, men har et særligt fokus på borgere der lever med demens og deres pårørende.

Borgere med demens skal have mulighed for at leve et aktivt, trygt og værdigt liv i
Gribskov Kommune – uanset hvor de er i sygdomsforløbet og uanset, om de bor i eget hjem eller på plejecenter.

I Gribskov Kommune arbejder vi for at se forskelligheden i demenssygdommen og mennesket bag sygdommen, og vi ønsker, at møde den enkelte og dennes pårørende med en individuel tilgang, der, hvor de er og i forhold til hvad de har behov for og ønske om.

Målsætningen er, at alle borgere med demens skal ses som hele mennesker med egne ønsker og behov – også selvom det ikke altid er muligt at udtrykke disse. For selvom hukommelsen svigter og minderne – og med tiden også sproget – forsvinder, så betyder det ikke, at mennesket bag sygdommen er forsvundet. Borgere med demens skal til en hver tid behandles med forståelse og værdighed. Alle involverede omkring den enkelte borger arbejder med udgangspunkt heri.

Gribskov Kommunes Byråd ønsker med denne demensstrategi, at fastsætte rammen for arbejdet med borgere med demens og deres pårørende i Gribskov Kommune. Det gælder både for arbejdet i hjemme- og sygeplejen, i de forskellige tilbud der findes i kommunen, og i lokalsamfundet/civilsamfundet.

At blive mødt som et helt menneske, med forståelse for den situation man befinder sig i er en selvfølge for hver eneste borger og derfor et særligt ansvar hos de mennesker, der omgiver den enkelte borger.

I arbejdet med demens tager vi et fælles ansvar for at hjælpe borgere, som er afhængige af andre, fordi de ikke selv kan længere. Vi skal sikre, at borgere med demens og deres pårørende aldrig bliver yderligere udfordret på deres værdighed.

På vegne af Byrådet, april 2019

Pia Foght
Formand for Ældre, Social og Sundhed

Formål – Hvorfor en demensstrategi?
Demens vender op og ned på livet hos den enkelte og familien. Sygdommen påvirker evnen til at huske fortiden, løse hverdagens udfordringer i nutiden og påvirker ønsker for fremtiden.

På trods af sygdommens påvirkninger for den enkelte og for de pårørende, er et værdigt og aktivt liv med en demens-sygdom muligt. Ser vi sygdommen i tide, tør vi tale om den, og tager vi sammen handling, kan vi i kommunen, i lokalsamfundet og i hjemmet, skabe rammerne for et liv med flere gode leveår, med frihed, selvstændighed og værdighed.

I dag lider omkring 700 borgere af demens i Gribskov. Og hver af disse borger har pårørende, som oplever demens på nært hold. Vi forventer, at antallet af borgere med demens vil stige, således at der i år 2025 vil være over 1000 borgere i Gribskov Kommune med demens. Hvis vi skal kunne løfte denne opgave, er der behov for en strategi.

Formålet med demensstrategien er at beskrive den retning vi sætter for vores demensindsats i Gribskov Kommune. Herunder de rammer og muligheder, der er for at leve et godt liv med demens.

Formålet med strategien er dermed bl.a. at beskrive hvordan hjemme- og hjemmesygeplejen, og kommunens døgn- og dagtilbud, herunder også tilbud til voksne med særlige behov, kan understøtte rammerne for de muligheder, Byrådet har fastsat for et godt og værdigt liv for borgere med demens og deres pårørende.

Demensstrategien er blevet til i år 2019 i dialog med borgere med demens, pårørende til demente, Ældreråd, Handicapråd, medarbejdere og ledere fra plejecentre og dagtilbud, frivilligområdet samt foreninger og organisationer. Alle involverede har hver især bidraget til indholdet i strategien.

Demensstrategien er inddelt i 6 temaer, som hver især beskriver rammerne og mulighederne for et godt og værdigt liv med demens. Temaerne er dels valgt med udgangspunkt i den nationale demenshandlingsplan og dels med udgangspunkt i de områder, som de bidragende foreninger, råd og borgere har peget på, som de vigtigste.

Temaerne er:
1. Demensvenligt samfund.
2. Generel forebyggelse med henblik på at forebygge udvikling af demens, f.eks. forebyggelse af rygning, overdrevent indtag af alkohol, isolation og funktionstab.
3. Demenstilbud og -pleje, der rummer alle aldersgrupper og typer af demens.
4. Inddragelse af pårørende.
5. Frivillige og inddragelse af deres tilbud.
6. Demensegnede dag- og plejecentre.

Demensstrategien omfatter alle borgere i kommunen, især borgere med demens og deres pårørende, samt de medarbejdere, der arbejder med borgere med demens og yder hjælp og pleje.

Værdier
Demensstrategien bygger på værdierne i den nationale demenshandlingsplan:

  • Værdighed.
  • Tryghed.
  • Indflydelse på eget liv.
  • Respekt for forskellighed og det levede liv.
  • En individuel, helhedsorienteret tilgang i behandling, pleje og omsorg med udgangspunkt i mennesket bag sygdommen.
  • Meningsfulde aktiviteter og gode oplevelser i hverdagen.

Vi prioriterer, at medarbejdere ved og er opmærksomme på, hvordan man møder en borger med demens med forståelse og respekt, og hvordan værdighed fremmes i forhold til den enkelte.

Borgere med demens, der får hjælp fra Gribskov Kommune skal ikke kun modtage hjælp, men skal have mulighed for at deltage i hjælpen i overensstemmelse med kommunes aktiverende og rehabiliterende tilgang.

Indsatsområder
1. Demensvenligt samfund

Vi vil fortsætte med at nedbryde stigmatiseringen af demens og øge kendskabet til demens i lokalsamfundet og hos butikker og virksomheder, så medarbejdere får forståelse af og kendskab til symptomerne på demens og ved hvordan borgere med demens skal støttes. Det samme gælder foreningslivet, som skal klædes på til at kunne rumme borgere med begyndende og udviklet demens, således at borgere kan fortsætte med at dyrke de aktiviteter, som de har været vant til.

Vi arbejder for, at der i kommunen tilbydes et udvalg af organiserede aktiviteter, der er specifikt målrettet og tilpasset de behov, som borgere med demens har. Vi understøtter de kommunale og frivillige tilbud, der giver borgere med demenssygdomme mulighed for at engagere sig i lokalsamfundet.

Konkret sker dette ved:

  • At uddanne instruktører i foreninger til at kunne rumme borgere med demens.
  • At informere erhvervslivet og forretningerne om symptomer på demens.
  • At formidle viden og have informations- og uddannelsestilbud til rådighed for
    kommunens borgere.

2. Generel forebyggelse – med henblik på at forebygge udvikling af demens

Kommunen har en række forebyggelsestilbud til alle borgere med forskellige sygdomme. I indretning af tilbuddene er vi opmærksomme på forebyggelse konkret målrettet demens, for på den måde at bidrage til at forebygge udvikling af demens og/eller forværring heraf hos borgerne.

Opmærksomhed på demens indgår i alle de forebyggelsestilbud vi etablerer uanset om det er forebyggelse af rygning, overdrevent indtag af alkohol, isolation og funktionshæmning.

Konkret sker dette ved:

  • Løbende opkvalificering af viden om demens i forhold til generel forebyggelse.
  • Opmærksomhed på demens i etablering af nye forebyggelsestilbud.
  • Tidlig opsporing af borgere med begyndende demens, så de kan tilbydes konkrete målrettede relevante forebyggelsestilbud.

3. Demenstilbud og -pleje – målrettet alle aldersgrupper og demenstyper

Vi understøtter tidlig opsporing og giver mulighed for rettidig og relevant rehabilitering, støtte og tilbud for alle borgere med demens tilpasset den enkelte gennem hele sygdomsforløbet via personcentreret omsorg.

Vi lægger vægt på inddragelse af borgeren med demens og de pårørende i forhold til forskellige typer af tilbud.

Der arbejdes for at skabe tilbud og tilpassede rehabiliteringsforløb, der tager højde for den enkelte borgers ønsker, behov og muligheder. Borgere med demens skal anerkendes med det positive bidrag, de kan yde til lokalsamfundet og de skal aldrig føle, at de er til besvær.

Konkret sker dette ved:

  • Løbende afdækning af behov for forskellige typer tilbud.
  • Løbende etablering af tilbud, som er målrettet borgere med forskellige typer demens og forskellige aldersgrupper, for at sikre alle et relevant tilbud.
  • Tæt samarbejde med borgere med demens og deres pårørende i forhold til opsporing og behov for tilbud og støtte.

4. Inddragelse af pårørende

Vi stræber efter et godt samarbejdet mellem den demensramte, personale og pårørende med fokus på en gensidig forståelse for, at det kan være hårdt for alle involverede i en demenssygdom.

Vi øger fokus på undervisning og rådgivning af borgere med demens og deres pårørende. Undervisning og rådgivning skal målrettet støtte de pårørende, som yder en stor indsats i plejen for deres nærmeste. Derudover vil vi gøre det lettere for pårørende, at finde information om demens og de tilbud der findes i kommunen.

Vi lægger vægt på at der i kommunen skal være mulighed for at få dækket behov for aflastning og etableret og støttet socialt inkluderende fællesskaber for pårørende med henblik på støtte og aflastning, især for erhvervsaktive pårørende, der også skal passe et arbejde. Målet er, at ingen pårørende skal føle sig alene med deres nærmeste med demens.

Dette sker konkret ved:

  • Inddragelse af pårørende til demente borgere i alle relevante sammenhænge,
    både i plejen, i tilbud til demente borgere og i tilbud til pårørende.
  • Sikring af undervisning og rådgivning af pårørende til borgere med demens.
  • Lettilgængelig information for borgere med demens og deres pårørende om de
    tilbud, der findes i kommunen.
  • Løbende udvikling af forskellige tilbud til pårørende i forhold til deres behov.

5. Frivillige – og inddragelse af deres tilbud

Vi sikrer et samarbejde med det frivillige område i forhold til at udvikle og understøtte tilbud, som er relevante for borgere med demens. Det gælder både forebyggende tilbud og tilbud målrettet borgere med demens og deres pårørende. Borgere med demens skal både kunne indgå i frivilligt arbejde efter evner og behov og skal kunne rummes i de tilbud der findes og etableres.

Der sikres målrettet undervisning og rådgivning af frivillige i forhold til opbygning af viden om demens. Vi understøtter, at det er nemt for frivilligområdet at udvikle og etablere tilbud målrettet borgere med demens og deres pårørende – og at det er nemt for borgere med demens og deres pårørende at orientere sig i de tilbud der er.

Dette sker konkret ved:

  • Tæt samarbejde med frivilligområdet i forhold til behov for tilbud og udvikling af tilbud målrettet borgere med demens og deres pårørende.
  • Sikring af undervisning og rådgivning af frivilligområdet i forhold til demens.
  • Lettilgængelig information for borgere med demens og deres pårørende om de frivilligtilbud, der findes i kommunen.

6. Demensegnede dag- og plejecentre

I Gribskov Kommune skal ansatte, der arbejder med borgere med demens, have viden om demenssygdomme og løbende efteruddannes i demens. Vi vil løbende øge kompetenceniveauet blandt de ansatte og sikre en specialiseret viden om demenssygdomme på plejecentre, i hjemmepleje og hjemmesygepleje.

Ansatte der arbejder med borgere med demens, skal have kendskab til den nyeste viden på området og holde sig fagligt opdaterede.

Plejepersonalets kompetencer og tilgang er central for trygheden for borgere med demens og deres pårørende. I Gribskov Kommune arbejder vi for at have noget af Danmarks bedste plejepersonale. Det skal være attraktivt for plejepersonale, at arbejde i Gribskov Kommune.

Vi understøtter det stigende behov for demensegnede boliger, gennem demensegnet indretning af nye og eksisterende plejeboliger. Der tilbydes attraktivt fysiske ude- og indemiljøer, der er tilgængelige og lette at navigere i for borgere med demens.

Vi arbejder for boligmiljøer, der understøtter, at borgere med demens kan leve længst muligt i deres eget hjem og forblive mest muligt selvhjulpne, fordi det giver størst livskvalitet.

Konkret sker dette ved:

  • Indretning af demensegnede plejeboliger.
  • Etablering af demensegnede udemiljøer på plejecentrene.
  • Løbende kompetenceudvikling af personalet på plejecentre, i hjemmeplejen og hjemmesygeplejen i forhold til demens.
  • Sikring af specialiseret viden om demens i kommunen

Opfølgning og revision

Strategien er vedtaget af Gribskov Byråd i maj 2019 og udmøntes løbende i form af konkrete indsatser og tiltag på demensområdet i løbet af de kommende år. Strategien følges løbende op, bl.a. via den generelle kvalitetsopfølgning i kommunen.

Strategien revideres i hver Byrådsperiode, 1. gang i 2022.

Giv din mening til kende: