LÆSERINDLÆG: Juhuu! – Vi er blevet vores helt egen børnehave

Foto og tekst: Susie Nurminen Andersen/Søborg Børnehave.

GRIBSKOV: Gribskov Kommune har godkendt Søborg Børnehave som privat institution, og børnehaven søger derfor efter forældre, der ønsker mindre rammer omkring sine børn.

Redaktionel note: Børnehavens bestyrelse har forfattet følgende tekst i håb om at få lidt opmærksomhed i anledning af en fejring af privatiseringen med åbent hus d. 15. maj. Det hjælper vi gerne med. Børnehaven overgår som privat institution d. 1. juni i år.

LÆSERINDLÆG: For forældrene har det været så vigtigt at bevare børnehaven, at der er blevet lagt utroligt mange arbejdstimer for at det kunne lykkes. Vi mener at børnehaven kan noget helt særligt, som vi har villet kæmpe for – tryghed, nærvær, hjemlige rammer og høj normering. Det giver børnene den gode hverdag som vi ønsker for dem, i nogle rigtig dejlige rammer.

Som privat børnehave kan vi fortsætte med at prioritere en høj normering, som muliggør de aktiviteter pædagogerne ønsker at lave med børnene. Vi har daglig samling og ugentlig ”før skole” for de store, hvor vi gennem leg og spil har fokus på sprogstimulering, tal og bogstaver, natur og meget mere. Vi laver gymnastik, leger på vores skønne legeplads, tager på ture i naturen omkring Søborg og til stranden i Gilleleje.

Vi følger kyllinger blive til høns, laver syltetøj og mad i vores køkken, sår og høster i vores køkkenhave. Vi bygger kæmpe togbaner, leger i puderum, klæder os ud – og hvad store og små ellers finder på. Her er tid og plads til alle og også til at forme dagen efter hvad der nu optager børnene.

Vi har sagt det før og siger det gerne igen, men vi har verdens dejligste børnehave. Der er en personalegruppe, som i den grad giver følelsen af, at ens børn er i gode hænder, og man afleverer altid til en hjertevarm pædagog, som går i øjenhøjde med barnet og møder det med omsorg og imødekommenhed.

I Søborg børnehave oplever man en unik stemning, som vi selvfølgelig tager med os som privat børnehave.

Stadig ledige pladser
Børnehaven er blevet udvidet fra 15 til 20 børn og da vi også har nogle store som starter i skole, er der ledige pladser. Vi håber at der kommer nogle nye børn til, som har lyst til at starte efter sommerferien. Så nu er det tid til at sprede det gode budskab, at vi stadig er her og ikke længere er bange for at lukke. Det er den samme skønne børnehave som hidtil. Vi har dog forlænget åbningstiden for at være et mere attraktivt tilbud til flere forældre og vil for fremtiden have åbent 40 timer om ugen i tidsrummet alle hverdage 7.30 – 15.30.

Onsdag d 15.05 2019 kl. 09.00-17.00 holder vi åbent hus i vores børnehave hvor alle er velkomne. Her vil der være lidt mundgodt og mulighed for at opleve stemningen i børnehaven, lege på legepladsen og i huset samt hilse på børn, forældre og vores dejlige pædagoger. Det vil også være muligt at få indskrevet børn til opstart, eller få en personlig snak med en pædagog eller en fra bestyrelsen.

Giv din mening til kende: