Lars Løkke gæster barndomsbyen Græsted lørdag

Tekst: David Abildgaard. Foto: Presse.

GRÆSTED: Så er turen også kommet til statsministerens barndomsby. Lars Løkke Rasmussen besøger Græsted i morgen, lørdag den 11. maj, mellem kl. 13 og 14, hvor han blandt andet vil hænge valgplakater op. 

Redigeret: Vi skrev tidligere, at Græsted er Lars Løkkes fødeby. Dette er ukorrekt, da han er født i Vejle. Han kom til Græsted som barn, da faderen blev ansat som bogholder ved Gribskovlejren. Vi beklager fejlen med røde ører.

Statsministeren kommer på besøg for, sammen med Venstres lokale folketingskandidat Anna Libak, at hænge plakater op.

Ud over deltagelse i plakatophængning kommer Lars Løkke også for at tale med lokale Venstremedlemmer samt VU.

Gribskov Kommune er en del af Hillerød Kredsen, som også omfatter Hillerød Kommune. Kredsen opstiller en helt ny folketingskandidat, Anna Libak, som er uddannet cand.mag i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt sprogofficer i Forsvaret. Hun er bl.a. kendt for sin tid som udlandsredaktør for Berlingske, er en flittig samfundsdebattør og herudover en aktiv foredragsholder.

Anna Libak er også forfatter og har bl.a. sidste år udgivet bogen ‘Forstå Populismen’.

Anna Libak. Foto: Luka Roné/presse.
Giv din mening til kende: