Voldsom brand ødelagde sommerhus i Vejby

(Tekst / Foto: Allan Andersen)

ØRBY: Fredag aften blev der kl. 18.53 slået alarm om en voldsom brand i et sommerhus på Fyrrebakken i Ørby. Brandfolk fra Helsinge og Gilleleje kørte frem til stedet.

Det var en nabo til ejendommen som opdagede ilden, her havde ilden allerede fået så alvorligt fat i huset at det på ingen måde stod til at redde, på vej mod adressen kunne brandmandskabet fra Frederiksborg Brand & Redning tydeligt se flammerne og røgen fra det overtændte hus.

Ilden havde godt fat i sommerhuset, og tilkaldt brandvæsen kunne intet gøre for at redde huset.

Fremme på Fyrrebakken gav det dog straks problemer, idet huset ligger på en meget smal vej og en masse køretøjer skulle frem til stedet på een gang.

Brandsprøjten fra Helsinge ankom først sammen med en af politiets patruljevogne, og efter brandsprøjten havde gjort holdt kørte politipatruljen ind i en nærliggende indkørsel. Det viste sig at være en uheldig parkering for politibetjentene idet brandsprøjten et øjeblik efter bakkede 10-15 meter, og derved lukkede patruljevognen inde bag såvel brandslanger som brandsprøjte og flere tankvogne.

Brandfolkene udlagde hurtigt en såkaldt B/C udlægning som er en række kraftige brandslanger med en fordeler ud til flere slanger, og en række røgdykkere angreb straks ilden fra flere sider. Ilden kom først under kontrol på den ydre side, før røgdykkerne kunne begynde at slukke den indvendige del af huset efter bla. at have sikret sig at der ikke var nedstyrtningsfare.

Under slukningsarbejdet blev det fastslået at der ikke var nogen personer i huset, idet ejerne af huset kom kørende ud til brandstedet og stærkt chockerede måtte se det fuldstændig ødelagte hus gå til grunde. Ifølge opslag fra en ejendomsmægler på nettet ser det ud til at huset netop har været gennem en handel – om huset har nået at skifte ejer inden branden fremgår dog ikke umiddelbart.

Brandmandskabet måtte under slukningsarbejdet flere gange jage nysgerrige væk som kørte helt frem i deres bil for at kigge, på den måde var der risiko for at de kom i vejen for tankvognene som i pendulfart kørte frem og tilbage til brandstedet.

Ifølge Nordsjællands Politi var der ikke fare for at ilden skulle sprede sig til andre huse på vejen, der er ikke umiddelbart en åbenlys brandårsag og derfor skal huset undersøges nærmere af politiets brandteknikere når brandtomten er kølet ned.

Den silende regn hjalp ikke brandfolkene det mindste. (Foto: Allan Andersen)
Der var intet brandfolkene kunne gøre for at redde huset, som nedbrændte totalt. (Foto: Allan Andersen)
Røgdykkerne skiftedes til at bemande brandslangerne under slukningsarbejdet. (Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
Skriv din kommentar her: