Listetyv stjal pung mens ejer gjorde rent ovenpå

Tekst: David Abildgaard. Foto: Allan Andersen/genrefoto.

GILLELEJE: Man skal passe på med at lade døren stå ulåst, også selv om man er hjemme og det er højlys dag. Det måtte et ægtepar i et boligkvarter tæt ved Gilleleje Hallen sande denne morgen, da de fik stjålet en pung, mens manden gjorde rent på 1. salen.

Denne fredag morgen var en listetyv på spil i et villakvarter på Vandværksvej nær Gilleleje Hallen. Det lykkedes tyven at snige sig ind i en privat have og ind gennem en ulåst hoveddør, hvor en pung lå inden for rækkevidde.

Tyveriet skete, mens konen i huset var smuttet på et korvarigt besøg hos en nabo.

– Jeg gik rundt og gjorde rent ovenpå, og da jeg lidt efter kommer ned, så kan jeg se, at hoveddøren står på klem og at pungen er væk, forklarer ægtemanden til Netavisen Gribskov.

Og ægteparret har ledt allevegne, forsikrer husejeren, der derfor meldte tyveriet til politiet.

– Vi tror, at tyven så min kone gå ud af hoveddøren og tænkte: Nu har jeg chancen, forklarer ægtemanden, der forståeligt ærgrer sig over tyveriet og gerne vil advare andre om, at der kan være en eller flere listetyve på spil.

Heldigvis var der ingen større værdier i pungen, og de to kreditkort der var i den er nu spærret.

Har du set noget mistænkeligt i området omkring Gilleleje Hallen denne morgen, så bedes du kontakte Nordsjællands Politi på tlf.: 114.

Skriv din kommentar her: