Lokal karatepige vinder guld til U21 EM

Erika (tv) fortsætter med at imponere til internationale stævner. Nu kan hun også kalde sig Europamester. Foto: Presse/Bushi.

(Pressefoto: Bushi)

GRIBSKOV: Den blot 15-årige pige fra den lokale karateklub Bushi har sparket og slået sig til en guldmedalje af de helt store af slagsen. Hun stillede sig øverst på skamlen, da der i weekenden var EM i karate for unge under 21.

Cheftræner Erling Marcussen fra Bushi kan dårligt få armene ned efter et resultat, som han betegner som et af de største i klubbens historie.

– Det er et fantastisk flot resultat. Hun kan blive virkelig stor, lyder det fra træneren, der forståeligt er svært begejstret over sin elevs præstation hen over weekenden.

Guldet blev sikret i Gigantium i Aalborg i klassen “Female Cadet – 54 kg”. Erika blev desværre den eneste fra det danske landshold, der kunne stille sig øverst på skamlen.

(Pressefoto: Bushi)

Vejen til guldet
Erika Batakujevic var forståeligt nervøs, da hun i sin første kamp skulle møde en gæv pige fra Rumænien. Nerverne blev ikke mindre af, at hun tidligere havde tabt til sin modstander, men til trods for de uheldige minder, så lykkedes det Erika at knibe sig videre i turneringen med scoren 2-1.

Næste kamp blev også en tæt affære, denne gang mod en pige fra Ukraine, som dog måtte se sin egen tur ende efter en tæt kamp og en pointscore på 3-2 i Erikas favør.

Efter to tætte kamp ventede der en stærkt tysker: Mia Bitsch, som er placeret som nummer syv på verdensranglisten og dermed en af de største udfordringer det unge stjernefrø fra Bushi har stået op imod.

Erika kommer da også bagud 0-1 og må derfor arbejde hårdt for at vende kampen. Erika har dog gennem det seneste par års tid vist en fantastisk evne til at kæmpe sig tilbage og ender med at slå tyskeren med hele 6-1 på scorekortet.

Så blev det tid til semifinalen, hvor en Østrigsk pige stod klar. Og selv om alle kæmperne på dette niveau er farlige, så er det en beroligende velkendt modstander, som Erika skal i kamp mod. Blot to uger tidligere var de i kamp, og her trak Erika det længste strå. Der var derfor dømt revance for østrigeren, der dog ikke formår at omsætte vilje til succes og må gå fra måtten med et relativt beskedent nederlag på 1-0.

Finalekamp
Finalen blev en overraskende affære. På den anden side af måtten stod en ligeså relativ ukendt pige med nerver af stål: Franske Emma Marie Elisabeth.

Frankrig betragtes som en af de helt stærke nationer inden for kampsport, og det er da også først til allersidst i kampen, at det lykkedes Erika at sætte ind med den afgørende teknik til kampens slutresultat 1-0.

Efter den flotte sejr var hun ikke sen til at takke både sin veninde og værelseskammerat under turen, Trine Fuyu Lind, og Bushi i Helsinge for at have hjulpet hende til de flotte resultater. Og selvfølgelig blev der også sendt en stor tak til den unge piges mor hjemme i deres bolig i Frederiksværk.

Næste skridt?
Sådan et flot resultat må ikke få lov at hvile længe, og da Erika Batakujevic fylder 16 år til juni skal prøven være at klare sig i en ældre årsgruppe.

et besøg i junior-rækkerne venter, og her er modstanden endnu bedre, lyder det fra cheftræner Erling Marcussen.

– Junior klasserne er endnu stærkere, og kræver at man stadig er målrettet og fortsat er med helt fremme på tæerne, når der skal trænes og udvikles, forklarer han til netavisen.

Kom til reception
Som led i fejringen af den nye guldmedalje inviterer Bushu til åben reception onsdag d. 13. februar kl 19. Det sker i kampsportscenteret på Skovgårdsvej 15 i Helsinge og alle er velkomne til at kigge forbi, både for at ønske tillykke og for at snuse lidt de forholdene.

Giv din mening til kende: